Det nye, økologiske akademi, som fra 1. maj vil formidle den nyeste viden om økologi til landbrugsskolelærere og konsulenter, har ikke problemer med at få fyldt stolene i undervisnings-lokalerne.

Der var en forventning om, at 25 personer meldte sig til Det Økologiske Akademi, men det tal er endt på 46.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, da det viser at der virkelig er interesse i at få den nyeste viden om økologi, siger Jette Riis, specialkonsulent i Videncentret for Landbrug, Økologi, der står bag Danmarks første økologiske akademi.

Ekstra hold

Den store interesse betyder, at der bliver udvidet med et ekstra hold.

De studerende på niveau et, der skal sidde på skolebænken fra første maj, består hovedsageligt af landbrugslærere der gerne vil lære om moderne økologi. Fra efteråret 2012 er det nemlig blevet obligatorisk for de danske landbrugsskoler at undervise i økologi.

Næste niveau af uddannelsen går i gang til august og er målrettet de garvede landbrugskonsulenter. Her får de ikke bare den nyeste viden om økologi, men også kurser i formidling, så de kan blive endnu bedre til at rådgive landmændene i værktøjer og metoder der kan løfte dansk økologi.

Håbet er, at efteruddannelsen kan være med til at løfte rådgivningen inden for økologi og dermed hjælpe med at nå regeringens målsætning om en fordobling af økologien i 2020.