Abonnementsartikel

Grundstenen til bæredygtig vækst er ved at være lagt, lyder det fra NNF, der roser Natur- og Landbrugskommissionen.

Fødevareforbundet NNF's forbundsformand Ole Wehlast tager positivt imod Natur- og Landbrugskommissionens netop offentliggjorte rapport: "En ny start".

Rapporten byder på 44 konkrete anbefalinger, der både vil gavne miljøet, styrke produktionen og skabe øget beskæftigelse og indtjening i fødevaresektoren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er forfriskende og glædeligt, at Natur- og Landbrugskommissionens rapport forsøger at sætte sig ud over at miljø og produktion nødvendigvis er hinandens modsætninger. Rapporten slår fast, at vi kan øge produktionen og samtidig gavne miljøet, hvis vi er meget mere målrettede i vores politik, siger Ole Wehlast.

Bedre fundament

Han ser også frem til, at regeringens vækstteam fødevarer offentliggør sin rapport.

- Jeg regner med, at også denne rapport vil sætte tykke streger under det store vækst- og beskæftigelsespotentiale dansk fødevareproduktion byder på. Hvis regeringens vækstplan som forventet også føres ud i livet, vil Danmark stå på et langt bedre fundament for at styrke beskæftigelsen markant indenfor fødevareområdet i de kommende år, fastslår Ole Wehlast.

- Grundstenene er ved at være lagt. Nu er det op til politikerne at gennemføre anbefalingerne. Og ikke mindst: Op til virksomhederne at reagere positivt på den politiske velvilje og de forbedrede vilkår. Til gengæld lover jeg, at vi medvirker konstruktivt til at styrke fødevareproduktionen i Danmark på alle de områder, vi kan, siger Ole Wehlast.