Maskingiganten JCB mærker tilsyneladende ikke meget til den globale finanskrise.

I hvert fald oplyser den britiske virksomhed, at den aldrig i sin 67-årige historie har haft så godt et år som 2012. JCB sluttede året med et resultat på 365 millioner pund (cirka 3,20 milliarder danske kroner) før renter og afskrivninger (det såkadte EBITDA-resultat).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er en forbedring af sidste års EBITDA-resultat, der dengang slog alle rekorder med 355 millioner pund (cirka 3,11 milliarder danske kroner). JCB's omsætning i 2012 svarede stort set til omsætningen i 2011: Cirka 2,7 milliarder pund (cirka 23,7 milliarder danske kroner).

Vækst i Afrika og Amerika

Ikke overraskende kalder JCB's bestyrelsesformand Sir Anthony Bamford koncernens resultater for "opmuntrende" - især taget i betragtning af, at den globale økonomi stadig er ramt af krisen.

JCB er især gået frem i Afrika, hvor koncernen fordoblede sin forretning, og på de to amerikanske kontinenter, hvor væksten blev øget med 20 procent. Også i Mellemøsten er der meldinger om store vækstrater på 12 procent.

Den britiske maskingigant har 10.000 medarbejdere, inklusiv 6.000 i Storbritannien.