Abonnementsartikel

Frem til den 16. maj cykler Mellemfolkeligt Samvirke rundt i Danmark for at gøre opmærksom på konsekvenserne ved at bruge fødevarer til bio-brændstoffer.

Mellemfolkeligt Samvirke og seks unge afrikanere er på vej på cykel rundt i Danmark for at protestere mod brugen af fødevarer i etanol - altså biobrændstof.

Tour de Future hedder cykelkampagnen, besøger en række byer frem til den 16. maj. I dag, fredag, besøger Tour de Future Maabjerg BioEnergy ved Holstebro. Ikke så meget for at protestere, men for at fremhæve de tanker, der er i Maabjerg Energy Concept, som er et endnu ikke besluttet nabo-anlæg, som i stedet for at udvinde biobrændstof af mad gør det af halm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nødvendige investeringer

- Det kan godt lade sig gøre at fremstille biobrændstoffer uden at det lægger beslag på jord, der kan bruges til at producere fødevarer. Men det kræver, at Danmark investerer i den teknologi, som man vil bruge hos Maabjerg BioEnergy, siger Nils Brøgger Jakobsen fra Mellemfolkeligt Samvirke til DR Midt & Vest.

Mister jord

Nils Brøgger Jakobsen er kampagnekoordinator for Tour de Future, og når de seks unge afrikanere er med på de to-hjulede, har det en naturlig forklaring.

- De kan fortælle historier om, hvordan fattige bønder mister deres jord til store selskaber, som vil fremstille biobrændstoffer af fødevarer, siger Nils Brøgger Jakobsen til DR Midt & Vest.