Interessen for at se, hvordan et moderne svineslagteri fungerer, er stadig stor, og Danish Crowns store slagteri i Horsens er bygget til, at gæsterne takket være en besøgsgang kan følge med i, hvad der sker i produktionen.

Det har mange mennesker benyttet sig af de seneste otte år. Forleden rundede besøgsafdelingen gæst nummer 175.000.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det seneste år er vi efter en periode med lidt færre besøgende igen kommet op over 21.000 gæster set over en 12 måneders periode, så der er fart på, siger besøgsleder Agnete Poulsen

Politiske besøg

Fordelingen af gæster på slagteriet varierer meget. Danish Crowns andelshavere, kunder, forbrugere og studerende fylder normalt meget i besøgsstatistikken.

- Gennem en periode har vi desuden set en stigning i antallet af journalister, politikere og meningsdannere, der gerne ved selvsyn vil se, hvordan et moderne, højteknologisk slagteri ser ud, fortæller Agnete Poulsen i en pressemeddelelse fra Danish Crown.

Desuden har slagteriet været hjemsted for en markering af 40 års-dagen for, at Danmark kom med i EU, og næste store opgave bliver i juni, når Horsens-slagteriet får besøg af 300 europæiske svineproducenter fra organisationen European Pig Producers.

Løbende gæster

Gæst nummer 175.000 var i øvrigt hverken en andelshaver eller et foreningsmedlem. Det var løbere. I søndags deltog 460 personer i det årlige slagteriløb, hvor man kan løbe fra få kilometer til seks timer i træk. 460 løbere deltog og havde mulighed for en rundvisning.