Abonnementsartikel

Vejen Kommune bliver hjemsted for Danish Crowns store kreaturslagteri, men kommunen har mod på mere. Særlig erhvervs-agent er ansat.

Vejen Kommune hvæsser kniven for at skaffe endnu flere fødevarevirksomheder og dermed arbejdspladser til den sydjyske kommune. Næste år kommer flere hundrede nye arbejdspladser til, når Danish Crown sætter det store, nybyggede kreaturslagteri i gang, men det er ikke nok for borgmester Egon Fræhr (V).

- Vi vil selvfølgelig gerne have alle virksomheder til at komme til Vejen, men vi har valgt at forsøge os med et særligt fremstød mod fødevarevirksomhederne, siger Egon Fræhr til DR.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Planlægningsarbejde

Kommunen vil hjælpe andre fødevarevirksomheder til området ved hjælp af en såkaldt erhvervsagent, der skal hjælpe de interesserede virksomheder på vej.

- Det kan være spildevandshåndtering og det kan være lokalplaner. Der er rigtig mange ting, der skal falde i hak for, at det kan lykkes for en virksomhed at etablere sig, siger Egon Fræhr.

Ifølge en kommunalforsker er det en god idé at arbejde for, at virksomheder inden for et bestemt felt ligger i en klynge. Det giver videndeling, og det giver vækst.

Kommunal konkurrence

Initiativet fra Vejen er også godt af andre grunde, mener vicedirektør Hanne Schou fra Dansk Industri.

- Konkurrence er altid sundt, og det her initiativ fra Vejen betyder, at der er kommuner andre steder i landet, der også må oppe sig og vise, at de også kan tilbyde gode vilkår til virksomhederne, siger Hanne Schou til DR.