Der er stor forskel på dansk og kinesisk landbrug, men danske forskere kan alligevel godt hjælpe kineserne med at effektivisere ukrudtbekæmpelse.

Det viser et årelangt samarbejde mellem Aarhus Universitets Institut for Agroøkologi og det kinesiske Zhejiang Academy of Agricultural Sciences.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kina har store problemer med fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse. Tænk blot på skandalen med den giftige modermælkserstatning eller de 13.000 døde grise, der for nylig er fundet i en flod. Forurenet vand og giftstoffer i fødevarer er desværre ikke ualmindelige, siger Per Rydahl Nielsen fra Aarhus Universitet til nyhedsbrevet fra DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug.

- Kineserne søger til Nordeuropa, fordi de ved, at vi er langt fremme med hensyn til miljøbeskyttelse, politiske handlingsplaner og håndtering af pesticider, oplyser Per Rydahl Nielsen.

Minus 50 procent

Kineserne har bestilt en kinesisk model af PlanteværnOnline til bekæmpelse af ukrudt i ris dyrket på oversvømmede marker. De første erfaringer viser, at PlanteværnOnline i Kina kan reducere forbruget af pesticider med 50 procent.

Men Kina er ikke Danmark, og det giver visse udfordringer.

Høje doseringer

- De kinesiske landmænd har marker, der ofte ikke større end en almindelig dansk parcelhusgrund. De bruger rygsprøjte og sprøjter ofte med de gale midler, for sent eller med unødvendigt høje doser, og der ses ofte tårnhøje restkoncentrationer i afgrøderne. Der ligger et stort arbejde i at rådgive dem om bæredygtig ukrudtbekæmpelse, forklarer Per Rydahl Nielsen til nyhedsbrevet.