Selv om der sker forholdsvis få ulykker, hvor traktorer og lignede motorkøretøjer er indblandet, har Havarikommissionen nu valgt at sætte fokus på netop den type ulykker. Fra den 1. april går kommissionen i gang med undersøgelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der sker cirka 20 af denne typer ulykker med alvorlig personskade hen over sommerhalvåret, så vi får måske brug for to-tre år til at indsamle nok viden til at kunne nå frem til nogle konklusioner. Heldigvis er det jo ikke traktorulykker, der fylder meget i tabellen, men når ulykkerne sker, er de som regel alvorlige, siger formand for Havarikommissionen, Sven Krarup Nielsen og fortsætter:

- Det er nogle voldsomme og tunge køretøjer, så de flytter sig jo ikke lige, hvis man rammer ind i dem. En almindelig personbil er faktisk meget blød i forhold til en traktor.

Hvad sker der?

Havarikommissionen undersøger forskellige typer af ulykker - ikke for at lave statistik, men for at få svar på, hvordan ulykkerne sker, hvad årsagerne er til ulykkerne, og hvordan man kan undgå dem.

- Vi kigger på, hvad der går galt. Det kan for eksempel være noget med hastighed eller for dårlig afmærkning på køretøjet. Men vi undersøger også føreren, og hvor meget erfaring han har med at føre den type køretøj, fortæller Sven Krarup Nielsen.

Han kan således ikke på forhånd sige, om det har noget at sige, at traktorer kan føres af unge helt ned til 16 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Om to-tre år kan vi nok svare på, om det betyder noget, at en traktorfører er yngre, og at han ikke har kørekort til bil, siger han.