Abonnementsartikel

Fødevareministerens plan "Månegrisen" står i vejen for reel grøn omstilling, mener økologernes nye formand, Per Kølster.

Det er en dårlig idé at satse på at bygge nye, store stalde i den konventionelle svineproduktion, mener formand for Økologisk Landsforening, Per Kølster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også selv om de er miljørigtige.

- Sådan som jeg har forstået "Månegrisen", så er planen at bygge store svinestalde med lukkede systemer, så man har styr på ammoniakfordampningen. Og det kan godt være, at det er et fremskridt rent miljøteknologisk, men det er ikke et fremskridt for økologien og den grønne omstilling, siger Per Kølster.

Han mener, at fødevareminister Mette Gjerskov prioriterer miljø på bekostning af dyrevelfærd.

- Det bør være vores fornemmeste ambition at få det hele til at hænge sammen. Det er efter min overbevisning ikke i orden, at der er nogle dyr i Danmark, der har det bedre end andre - de skal alle sammen have det godt. At placere dyrene i lukkede systemer i stedet for i deres naturlige frie omgivelser er ikke dyrevelfærd, mener Per Kølster.

I vejen for omlægning

Han frygter, at "Månegrisen" ligefrem kan stå i vejen for omlægning til økologi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- At bygge nye stalde, som fortsat ikke imødekommer dyrevelfærd og grisens natur, er også en barriere for, at disse landbrug senere kan lægge om til produktioner, hvor grise får lov til at bevæge sig frit og komme ud. Det vil være fejlinvesteringer, der blokerer for grøn omstilling, siger øko-formanden.

- Vi kender det allerede i dag. Der er flere konventionelle svineproducenter, som gerne vil lægge om til økologi, men som er låst af store investeringer i konventionelle produktionsanlæg i 00'erne. Vi må bede ministeren om en garanti for, at "Månegrisen" og andre snævre projekter ikke står i vejen for en øget omlægning til økologi eller andre reelle miljøindsatser i landbruget, lyder kravet fra Per Kølster.

Sig "ja" til omlægning

Han vurderer, at der er mange konventionelle svineproducenter, som gerne ville lægge om, men har svært ved at få banken med på ideen.

- Hvordan skal de finansiere så stor en omlægning? Jeg tror, der er flere, som sidder og tænker, at økologi er godt, men man frygter, at det ikke er økonomisk bæredygtigt på den enkelte bedrift, siger formanden, som savner optimisme blandt svineproducenterne.

- Vi skal sige til os selv, at "ja, det kan godt lade sig gøre". Og jeg ved godt, at det nok ikke flytter noget i banken, men så alligevel? Det gode i samfundet bygger på optimisme, og vi har ofte alt for stor tendens til at vende mundvigen nedad. Lad os i stedet sige "ja", lyder det fra øko-formanden.