Maskinfabrikken Kuhn Group fremstiller udstyr, der kan hjælpe landmænd med lidt af hvert, og foruden at sprede, pløje, fræse, gøde, så og sprøjte, kan Kuhn nu også løfte sin omsætning til nye højder.

I 2012 rundede omsætningen for første gang en milliard målt i euro. Det er et plus på 22 procent i forhold til året før, og på seks år er omsætningen fordoblet. 2012-overskuddet blev på 126 millioner euro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

2015 i 2012

- I 2012 nåede vi det mål som vi havde sat for 2015. Denne stærke vækst skyldes vores medarbejderes høje engagement, en klar og ambitiøs strategi samt favorable vilkår på markedet i 2012, siger administrerende direktør Michel Siebert.

Eksport til 100 lande

Michel Siebert oplyser, at alle markeder - over hele verden - har bidraget til det markante løft. Kuhn er fransk, bliver produceret i Europa, USA og Brasilien, men eksporteres til over 100 lande. Koncernen har 4.500 ansatte.