Danske vognmænd er utilfredse med forskelsbehandlingen i reglerne for kørsel med traktor og lastbil.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Hvor en 16-årig med blot et traktorkørekort har tilladelse til at køre med op til 44 ton, skal en lastbilchauffør med tilsvarende læs have et stort kørekort, et særligt kørekort til anhænger samt et EU-kvalifikationsbevis, der skal fornyes gennem en uges kursus hvert femte år.

 Det er farligt for trafikken, at unge knægte må køre med store maskiner og så tunge læs, mener Dansk Transport og Logistik (DTL), som er hovedorganisation for en række lokale vognmandsforeninger.

Desuden kan det være konkurrenceforvridende, mener DTL, da traktorer også kan bruges til godstransport, på trods af at de ikke ligger under for de samme regler om blandt andet kørehviletids-bestemmelser og årlige syn.

Forældede regler

- Det er et emne, der ligger mange af vores lokalforeninger på sinde. Vognmændene debatterer ofte problematikken i, at reglerne er meget strengere for lastbilkørsel end for traktorkørsel, fortæller underdirektør Ove Holm, DTL.

En af de vognmænd, som er bekymret for at have 16-årige traktorførere med tunge læs til at køre omkring på vejene, er formand for Sydøstjyllands Vognmandsforening, Per Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

 - Loven er lavet, dengang en grå Ferguson var en moderne traktor, og læssene var meget mindre. Reglerne er justeret lidt i 90'erne, men det er stort set regler, der blev lavet i 30'erne og 50'erne, som vi stadig bruger i dag. Traktorerne og de maskiner og læs, der køres med, har jo udviklet sig betydeligt siden dengang, siger Per Rasmussen.

Han mener, at reglerne bør ændres - også selv om der ikke sker ret mange uheld ved traktorkørsel.

- Vi skal vel ikke vente på, at ulykkerne kommer, før vi ændrer reglerne. Hvis vi nu kan forebygge dem ved at ændre reglerne, bør vi gøre det, mener han.

Hastighed er afgørende

Hos Videncentret for Landbrug ser man ikke grund til at ændre reglerne, fordi der er stor forskel på at føre lastbil og traktor, mener Henning Lyngvig, specialkonsulent for markteknik.

- Grunden til, at lastbilchauffører skal have stort kørekort, er jo, at lastbiler må køre 70 kilometer i timen på landevej og 80 på motorvej, mens en traktor kun må køre 30 kilometer i timen. Det er altså en afgørende forskel, for det er klart, at når bremselængden er mindre, så er risikoen også mindre, siger Henning Lyngvig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han vurderer i øvrigt, at problemet med de 16-årige med tonstunge læs er relativt lille i praksis.

- Efter min opfattelse er det meget sjældent, at landmanden giver de helt unge medhjælpere opgaven med at køre de store gyllelæs. Landmænd har en rimeligt god selvjustits, og det vil være dem med større erfaring, der får den type opgaver, vurderer han.

"Skide-uretfærdigt"

Vognmændene er også forargede over, at traktorførere slipper igennem med et enkelt kørekort, selv når de kører med gods.

- Det er jo skide-uretfærdigt, at den ene erhvervsgruppe skal underlægges en masse krav, som en anden kan slippe for, selv om de reelt set udfører det samme, siger Per Rasmussen.

Han får opbakning af hovedorganisationen DTL:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en række regler for lastbiler, som ikke gælder for traktorer, og det gør det konkurrenceforvridende. Traktorer skal ikke overholde kørehviletidskrav, de har mulighed for at køre rundt inde i byer med miljøzoner, som lastbiler ikke må køre i, og man kan reelt set ansætte en helt ung chauffør, der skal have mindre i løn, siger Ove Holm.

Ingen fordel med traktor

At det skulle give en konkurrencefordel at benytte traktor til transport af gods i stedet for en lastbil, er Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) ikke enig i.

- Havde det været billigere at bruge en traktor, så havde vognmandsforretningerne jo selv valgt den løsning. Tværtimod har de fleste maskinstationer, som arbejder med transport, anskaffet en lastbil, siger Mogens Kjeldal fra DM&E og forklarer:

- Når en traktor skal bruges til transport, skal den indregistreres, og det skal vognen også. Der skal betales vægtafgift for traktor med efterspændt vogn, så det kommer til at koste mere pr. kilometer at benytte traktor i stedet for lastbil.

Han oplever, at en stor del af de maskinstations-medarbejdere, der kommer på trafikkursus hos DM&E, allerede har kørekort til lastbil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mogens Kjeldal tror ikke på, at der er et reelt problem med helt unge traktorførere.

- Jeg kender simpelthen ikke en maskinstation, der har 16-årige ansatte. Og jeg tror bestemt ikke, der er nogen maskinstationer, der ville sætte en 16-årig til at køre gylle ud, siger han.

Det får dog ikke vognmændene til at trække i land. DTL har kontaktet den internationale transportorganisation IRU for at forsøge at få EU til at tage sagen op.