Branchechef Torben Kaas, Dansk Byggeri, er betænkelig ved at belaste tagkonstruktionerne i landbrugsbygninger med store solcelleanlæg.

Til fagbladet Ingeniøren siger han, at Dansk Byggeri i længere tid har været bekendt med, at mange tagkonstruktioner ikke kan holde til solcelleanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ingen overraskelse, hvis landbrugsbygninger har svært ved at bære de her solcelleanlæg. Man kunne jo næsten sige det sig selv efter sidste år, hvor snelast forårsagede, at flere staldbygninger brød sammen. Hvad vil der så ikke ske, når man lægger de her tunge solcelleanlæg oven på tagene? siger han.

Christian Schädler, bygningskonsulent ved Bygnings- og Maskinkontoret Sønderjylland, mener også, at det er urealistisk at sætte store solcelleanlæg op på tagene.

- Næsten alle landbrugstage er 15 eller 20 grader i hældning, mens solcellerernes optimale ydelse fremkommer ved omkring 35 til 38 grader. Derfor skulle vi bruge mange flere paneler for at nå den samme ydelse, som hvis de stod på jorden, siger Christian Schädler

Oprindelig var det tanken, at solcelleanlæg op til 400 kW skulle sælge overskydende strøm til 1,30 kroner pr. kWh, men planer om gigantiske solcelleparker fik klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) til at haste en ændring af loven igennem lige før påsken. Nu får ejerne kun 60 øre pr. kWh, med mindre anlæggene sidder på taget.