Abonnementsartikel

Keld Andersen begyndte som lærling og erobrede siden chefens datter og en tredjedel af virksomheden.

Keld Andersen kan den 1. april fejre 25 års jubilæum hos Herborg Smede- og Maskinforretning, hvor begyndte som lærling og siden 2001 har været medindehaver. Jubilæet markeres med reception den 5. april.

Keld Andersens historie kan næsten ses beskrives som et eventyr om lærlingen, der fik prinsessen og det halve kongerige, det vil i virkelighedens verden sige chefens datter og en tredjedel af forretningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Satsede på biler

Keld Andersen blev født på en gård i Højmark cirka 10 kilometer fra Herborg, og han satsede egentlig på en karriere som bilmekaniker.

Men i 1986 skulle hans far have skiftet to traktorer - en Ford og en IH - og i den forbindelse fik han blandt andet et tilbud på to John Deere fra Oluf Poulsen i Herborg.

- Min far havde aldrig tidligere handlet her, men Oluf var billigst, og så blev der handlet, fortæller Keld Andersen, som dagligt kan kigge på et fotografi i frokoststuen af den gamle John Deere 3140, som faren den gang købte, og som stadig befinder sig på gården derhjemme, som hans bror driver i dag.

Da faren købte de to traktorer hos Herborg Smede- og Maskinforretning, gik Keld Andersen på efterskole og havde været i praktik ved Citroën i Lem, hvor han havde fået en lærerplads.

- Men jeg ville også lige prøve at være i praktik her, og så kom jeg i tvivl, og jeg fik derfor fri fra skole i en uge og kom i en ekstra uges praktik som automekaniker. Jeg oplevede, at der var flere udfordringer på maskinværkstedet, og så valgte jeg at komme i praktik her i stedet, fortæller Keld Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Først på landbrugsskole

Inden uddannelsen som landbrugsmaskinmekaniker tog Keld Andersen dog lige en fem-måneders landbrugsuddannelse på Borris landbrugsskole.

Og så var han klar til at gå i lære hos Herborg Smede- og Maskinforretning den 1. april 1988.

- Og jeg har været her lige siden, siger han og kan se tilbage på en spændende karriere i virksomheden, hvor han hurtigt blev vist stor tillid og fik mere og mere ansvar.

Tillid og ansvar

Keld Andersen blev allerede i elevtiden involveret i handel med maskiner. Det begyndte, da hans far var på udkig efter en ny mejetærsker.

- Far havde en gammel Clayson-mejetærsker og havde fået øje på en ny JD 1166-mejetærsker hos Oluf, som de forhandlede om. Og så sendte han en check med mig på 15.000 kroner under prisen og sagde, at Oluf jo bare kunne smide den væk, hvis han ikke ville acceptere prisen, fortæller Keld Andersen, som tilføjer at det endte med en handel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Oluf havde ikke sælgere. Derfor var det tit mig, der viste maskiner frem, og efterhånden blev jeg næsten hans venstre hånd, når han var ude. Den gang styrede han det hele selv inklusive værkstedet, og han gav mig temmelig store beføjelser allerede som elev, fortæller Keld Andersen.

- Han viste mig utrolig stor tillid, for alle ville handle med Oluf, men han gav plads til mig, fortæller Keld Andersen.

- For eksempel havde jeg forhandlet en del med en kunde om en brugt traktor, og vi var nået ned på 110.000 kroner. Men så kom kunden ind en lørdag og fik fat i Oluf og ville forsøge at forhandle den længere ned. Da kunden fortalte ham, at jeg ville sælge den for 110.000 kroner, sagde Oluf bare til ham, at så skulle han have købt den af mig den dag, for så billigt ville han ikke sælge den.

Godt parløb

Keld Andersen fastslår, at han og Oluf Poulsen har haft et utroligt godt parløb.

- Vi har haft hvert vores domæne og er vokset sammen med forretningen, siger Keld Andersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden 2001 har Keld Andersen været medejer af forretningen, da Oluf og Birthe Poulsen overdrog to tredjedel af aktiekapitalen til ham og deres søn, Jens Poulsen, så hver af parterne derefter ejede en tredjedel af virksomheden.

Og for et år siden kom Jakob Pedersen og Lars Henrik Hansen med i ejerkredsen, da de overtog en del af Birthe og Oluf Poulsens ejerandel i forbindelse med John Deeres nye forhandlerstruktur.

Men selv om Oluf Poulsens andel af virksomheden dermed er blevet indskrænket, er han stadig en vigtig del af virksomheden og dens fortsatte udvikling, understreger Keld Andersen.

- Sidst vi byggede, var det Oluf, der sagde, at vi skulle bygge to haller i stedet for at nøjes med en. Og i dag kan vi jo se, at vi skulle have bygget tre haller, siger Keld Andersen.