Vi har robotter, der støvsuger og robotter, der slår græs. Og inden for en overskuelig fremtid vil robotter komme til at vinde indpas i landbruget, også til større opgaver i markerne.

Det svenske landbrugssite ATL.nu er netop nu ude med en nyhed, som handler om, hvad vi kan vente os, når robotterne i fremtiden skal tage sig af en del af arbejdet - det vil sige, når robotmaskiner bliver færdigudviklede, serieproduktionen går i gang - og priserne bliver overkommelige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

David Gardner fra Royal Agricultural Society i England mener, at tidshorisonten blot er 20 år, inden robotter står for store dele af arbejdet i europæisk landbrug. Et af de første skridt er førerløse traktorer, som er udviklet af blandt andet Fendt, og som kan komme på markedet allerede næste år.

De robotter, som David Gardner har i tankerne, behøver hverken at styres eller overvåges af mennesker.

 - Skal vi håndplukke æbler om 20 år? Nej, jeg tror, det handler mere om "hvornår" end "hvis", siger David Gardner til Daily Telegraph.

Det er især inden for høst og frugtplukning, at udviklingen går stærkt. Det er angiveligt en enkel sag at udruste en mejetærsker med gps, lade den styres ved hjælp af laser, programmere tidspunktet for start, vejrudsigt og det bedste høsttidspunkt.

"Lettuce Bot"

Amerikanske Blue River Technology har ifølge ATL.nu udviklet en robot, som renser for ukrudt og udtynder afgrøden. Det er Lettuce Bot, som ved hjælp af kameraer kan se, hvad der er en salatplante, og hvad der er ukrudt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Endelig er amerikanske Robotic Harvesting LLC i gang med at teste en helautomatisk robot til høst af jordbær. Mens den bevæger sig ned gennem rækkerne identificeres modne jordbær ved hjælp af kameraer.

- Når den opdager et modent jordbær giver den signal til robotarmene, som plukker jordbærret og lægger det i en kurv. Den kan plukke et jordbær hvert andet sekund, og den ventes i handlen om et par år, siger Joseph Wickmann, som anslår, at den nok vil koste "nogle hundrede tusind dollar", men den kan efter hans mening tjene sig ind på fem år.

I USA og Japan er man længere fremme med robot-teknologien end i Europa. Derfor blev der i Europa for tre år siden indledt et EU-projekt, Crops, (Clever Robots for Crops). Målet er at samkøre udviklingen og videreudvikle navigationsteknik til jord- og skovbrugsrobotter.