Man fristes til at sige, at nu er den gal igen. Fødevarestyrelsen har nemlig fundet spor af en anden dyreart i hakket kød end oprindeligt oplyst på pakken. Det skriver DR Nyheder på deres hjemmeside. Denne gang har Fødevarestyrelsen fundet spor af svinekød i 10 ud af 70 stikprøver fra tilfældigt udvalgte virksomheder. 

- Forbrugerne skal kunne stole på det, der står på pakkerne. Hvad enten det er hest, svin eller noget helt tredje. Derfor er jeg forarget over, at Fødevarestyrelsen kunne finde svinekød i flere oksekødsprodukter. Branchen bliver nødt til at stramme gevaldigt op på forholdene, og jeg vil nu indkalde dem til et møde. Samtidig sætter Fødevarestyrelsen en større kontrolkampagne i gang målrettet svindel med oksekød, siger fødevareminister Mette Gjerskov til DR Nyheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lugter af svindel

Screeningen blev foretaget i forlængelse af hestekødsskandalen, hvor der blev fundet indhold af udeklareret hestekød i tre ud af 70 prøver. Her var indholdet mindre end én procent, hvilket ikke tyder på bevidst sammenblanding, men snarere sjusk.