Martin Merrild begyndte sit oplæg på en jubilæums-konference i Herning med at afspille en af filmene om, at fremtiden ikke er så sort, som den har været, men selv om han slog de positive toner an i sit oplæg, fik en bemærkning om randzoner og bøvl sidenhen formanden for Landbrug & Fødevarer til at skifte sindsstemning.

Der er nemlig én forhindring for, at landmændene øger produktionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er afmagt, fordi der skal meget til at overbevise os landmænd om, at vi er ønsket. Vi er blevet trådt på så mange gange, sagde Martin Merrild.

- De randzoner har gjort landmændene så sure. Hvis I vidste, hvor meget tid, jeg bruger på at snakke randzoner med dem, sagde Martin Merrild på konferencen, der var arrangeret af rådgivningscentret Heden & Fjorden.

- Men alt i alt – vi bliver nødt til at tro på det alligevel, sagde Martin Merrild afslutningsvist efter at debatten blandt andet havde handlet om bøvl, bøder og manglende tro på fremtiden.

Fortagsomhed i stedet for støtte

I sit oplæg lidt tidligere på formiddagen havde Martin Merrild været lidt mere positiv.

- Det, der er sket i denne del af Vestjylland de sidste 100 år er ikke kommet af sig selv. Det er kommet ved fortagsomhed, risikovillighed og nøjsomhed. Det er ikke kommet ved hjælp af offentlige kontorer, der har givet tilskud, sagde Martin Merrild.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nogle har taget ansvar og arbejdet hårdt for tingene. De kræfter er måske stadig til stede ude blandt folk, hvis de kunne få lov til at slippe fri. Ting kan godt ske, uden at blive styret, og reguleret med tilskud, sagde formanden for Landbrug & Fødevarer.

Private arbejdspladser

Martin Merrild havde dog også ros til den siddende regering.

-Vi har alle en forpligtelse til at fortælle, hvad der skal til for at komme ud af problemerne. Jeg vil ikke undlade at rose det politiske mod til at tage diskussionerne med befolkningen om, at vi skal gøre noget anderledes end vi hidtil har gjort. Der er ingen vej uden om at skabe private arbejdspladser, og der er grund til at glæde sig over, at det også er det, der bliver sagt hele vejen rundt i det politiske landskab. Det må vi stå sammen om, sagde Martin Merrild.

- Vi skal have nogle politikere, der arbejder på at give os nogle landsigtede, konkurrencedygtige rammer – også miljørammer. Så skal vi nok arbejde videre på, at produktionen sker med mindst muligt ressourceforbrug, og så skal vi nok kunne klare os ude på det store marked, sagde Martin Merrild i sit oplæg.

Mere miljøteknologi

-Vi skal have en situation, hvor en landmand kan se en fordel i at investere i mere miljøteknologi, så produktionen kan blive større, sagde formanden for Landbrug & Fødevarer.