Vinterens halmballebrænde vil åbenbart ikke standse.

Efter adskillige brande i nærheden af Haderslev, var den gal i Horsens onsdag aften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Horsens Folkeblad brød en 500 kvadratmeter stor lade i brand. Inde i laden lå 400 bigballer. Det hele får lov at brænde ned.

Alt skal brænde

- Klokken 23 sætter vi en gruppe ind som brandvagter i nat (natten til torsdag, red.), og så lader vi alt det brænde, som kan brænde. Derefter gør vi status i morgen (torsdag, red.), når vi bedre kan vurdere omfanget, og så vil vi overveje, om vi skal fjerne resterende materiale med maskiner eller lade branden fortsætte, sagde indsatsleder Lars Bønding onsdag aften til Horsens Folkeblad.

Lars Bønding har tidligere oplevet lignende brande, der kan fortsætte i flere dage.

Gylletank reddet

Onsdag aften mens branden stod på, var der ifølge avisen fare for, at en nærliggende gylletank kunne kollapse. Den blev holdt fast med stålwirer, men det lykkedes at køle dem ned. Også en nærliggende beboelsesejendom blev skånet for flammerne. Det bliver nu op til politiet at finde ud af, hvordan ilden er opstået.