Abonnementsartikel

Landbruget, fagforeningerne og fødevareminister Mette Gjerskov skal den 4. april drøfte, hvordan smågrise-eksporten kan veksles til flere danske slagtesvin.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har inviteret til møde mellem landbruget, fagforeningerne og hende selv den 4. april, hvor det skal drøftes, hvordan antallet af slagtesvin i Danmark kan øges på bekostning af den store smågrise-eksport.

- Vi mister den indtjening og de arbejdspladser, der er forbundet med opfedning og slagtning af danske grise. Det er rigtig ærgerligt, og jeg har derfor indkaldt erhvervet til et møde om sagen, siger Mette Gjerskov til Foodculture.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en kompleks problemstilling, vi står i. Der er således ingen indlysende vej til at holde grisene i landet. Jeg ser derfor frem til at høre forslag til løsninger på de udfordringer, som sektoren står over for, siger ministeren.

Konkrete initiativer

Mette Gjerskov har inviteret alle de parter, der har interesser i den danske slagtesvineproduktion. Martin Merrild, der er formand for Landbrug & Fødevarer, glæder sig til at få nogle løsningsforslag.

- Der er brug for konkrete initiativer, som landmændene får gavn af, med den kritiske udvikling i slagtesvineproduktionen in mente, siger Martin Merrild.

Udviklingen skal vendes

Også Nicolaj Nørgaard, der er direktør i Videncenter for Svineproduktion, ser frem til mødet.

- Jeg er rigtig glad for, at fødevareministeren nu går aktivt ind i dialogen. Det er en nødvendighed for, at vi kan vende udviklingen og skabe flere slagtesvin i Danmark, siger Nicolaj Nørgaard til Foodculture.dk.