Abonnementsartikel

Fødevareministeren har ikke booket billet hjem fra EU-maratonforhandlinger om fremtidens landbrugspolitik. Der er lagt op til store sværdslag mellem fortalere og modstandere af en mere markedsorienteret landbrugspolitik de næste dage.

- Vi vil ikke tilbage til smørbjerge og mælkesøer.

Sådan lød det fra den tyske landbrugsminister Ilse Aigner, da hun her til morgen ankom til det helt store slagsmål om landbrugspolitikken for de næste syv år i Bruxelles.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Efter flere års forhandlinger står EU’s landbrugsministre over for det sidste store sværdslag, hvor de skal lægge sig fast på en fælles holdning til EU’s landbrugsreform, inden der skal findes en endelig aftale med EU-Parlamentet. Og der er frygt i en række af de mere markedsorienterede lande for en tilbagevenden til mere koblet støtte, mere intervention og en tilbagerulning af de reformer, som blandt andet den tidligere danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boel stod for.

- Man fortsætter ikke det, som Fischer Boel var dygtig til at drive igennem med at markedstilpasse det europæiske landbrug endnu mere, siger den svenske landbrugsminister Eskil Erlandsson.

Det irske EU-formandskab, der leder mødet, erkender, at der er splittelse i EU-kredsen inden maratonforhandlingerne.

- Du har lande, som er tilhængere af det frie marked, og lande, som vil have et mere kontrolleret marked, når det gælder fødevareproduktion og landbrug. Det er nu op til os som formandskab at finde en balance, siger Simon Coveney.

Varme kartofler

På listen over konflikter nævner han også den omstridte forgrønnelse af landbrugsstøtten, der skal linke 30 procent af støtten til miljøtiltag. En anden varm kartoffel er fordelingen af landbrugsstøtten internt i landene. Her arbejder man mod en mere ens hektarstøtte, hvilket går hårdt ud over de danske mælkeproducenter, der vil skulle afgive betydelige summer til deres kolleger i andre dele af erhvervet. At undgå et chok for de trængte mælkebønder er den danske fødevareministers topprioritet, annoncerede Mette Gjerskov (S) ved ankomsten til mødet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun forventer, at forhandlingerne bliver benhårde.

- Jeg håber på, at vi en aftale, og at vi får et kompromis, som er nogenlunde sundt og med nogle af de danske mærkesager i, siger fødevareministeren, der er parat til nogle lange møder over de næste par dage.

- Jeg forventer, at vi skal bruge hele natten til onsdag. Jeg har i hvert fald ikke nogen flybillet hjem, siger ministeren.