Abonnementsartikel

Deutz-Fahr Agrotron Serie 7 TTV har fået en af de eftertragtede røde knopper - designprisen Red Dot Design Award.

Da Deutz-Fahr besluttede at modernisere traktordesignet og tilknyttede en af verdens førende bildesignere - det verdensberømte designstudio Giugiaro Design - var man næppe klar over, hvor meget, det ville udvikle sig. Indtil videre har Tractor of the Year 2013 også modtaget tre internationalt anerkendte designpriser. Den foreløbigt sidste hedder Red Dot Design Award.

Red Dot Design Award handler ikke kun om et flot og spektakulært udseende - også traktorens kabine og dens funktionalitet fremhæves. Specielt MaxiVision Cab´s ergonomi, materialeanvendelse og fokus på både førerkomfort og sikkerhed har haft betydning for juryens afgørelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Prisen anses for at være en af verdens mest prestigefyldte priser for design og er siden 1955 blevet tildelt innovativt design indenfor flere kategorier. Bag prisen står Design Zentrum Nordrhein Westfalen i Essen, Tyskland. Hvert år indsender producenter og designere deres bud på innovativt design til en international jury. Det er blevet til 11.000 forslag fra 61 lande, og prisvinderne plejer at være store selskaber som f.eks Apple og BMW eller designere indenfor teknologi, ergonomi, miljøvenlige produkter osv.

I år var det altså en topmoderne traktor, der tiltrak sig juryens opmærksomhed i sin kategori. I alt deltog 1.865 andre producenter, designere og arkitekter fra 54 lande.

Med den seneste pris kan Deutz-Fahr Agrotron Serie 7 TTV prale med fire store udmærkelser. Traktoren som helhed er af branchen selv blevet kåret som Tractor of the Year 2013 og fik samtidigt prisen Golden Tractor for the Design. Først på året fik den endvidere den amerikansk/europæiske pris Good Design Award for sit industrielle design, og nu er den altså også tildelt Red Dot Design Award.