Der bliver givet mindre antibiotika til danske køer og kalve, oplyser Videncentret for Landbrug. Forbruget faldt fra 2011 til 2012 med seks procent. Det er andet år i træk at antibiotikaforbruget til danske kvæg falder.

Ifølge Jørgen Katholm, dyrlæge Videncentret for Landbrug, Kvæg afspejler det faldende forbrug en holdningsændring blandt landmænd og dyrlæger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I 2010 indledte vi kampagnen "Vores mælk, en ren fornøjelse". Her har vi blandt andet fokus på at sænke antibiotikaforbruget og har sendt personlige breve ud til 4.072 danske mælkeproducenter, hvori de fik en status på kvaliteten af den mælk, som de leverede. Samtidig har vi gjort en ekstra indsats for at informere om, hvor og hvornår der skal anvendes antibiotika. Det har resulteret i en holdningsændring i forhold til forbruget hos både landmænd og dyrlæger, fortæller Jørgen Katholm i en pressemeddelelse.

Flot resultat

Der er én lidelse, der er årsag til en meget stor del af forbruget af antibiotika. Det er yverbetændelse, som står for 70 procent af forbruget. Derfor er der fokus på at nedbringe det tal.

Det skal enten ske ved forebyggelse eller ved at fjerne de køer, der ikke kan behandles. Og det er allerede lykkedes. Behandlingen af yverbetændelse faldt syv procent sidste år.

- Mælkeproducenterne høster virkelig frugten af at sætte fokus på bedre yversundhed og mælkekvalitet. Syv procent færre behandlinger på bare et år er virkelig flot, siger Jørgen Katholm.