Med introduktionen af de nye Axion 800 modeller lukker Claas hullet mellem den store Axion 900-serie, som blev præsenteret for to år siden, og Arion-modellerne, som blev præsenteret i sommeren 2012.

Dermed tilbyder Claas traktorer i segmentet 145 til 400 hestekræfter med stort set identisk førerkomfort og genkendelig betjening. I Cebis versionen er betjeningen af traktoren koncentreret i sædets højre armlæn, hvor Cmotion kørehåndtaget, som havde sin debut i Claas Xerion, og Cebis terminalen indtager fremtrædende roller i betjeningen af traktoren.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Den nye Axion 800 leveres også i en CIS version, hvor der blandt andet er mekanisk betjening af hydraulikudtagene, og hvor armlænsbetjening minder om det, der findes i de nuværende Axion modeller.

Den nye Axion-serie består af fire modeller, der effektmæssigt ligger på 200-270 hestekræfter.

Kabine med fire stolper

Den nye Claas Axion 800 får mange lighedstegn med den større 900-serie. Eksempelvis anvender de to traktorserier identiske førerkabiner med kun fire stolper, og begge serier har også en forholdsvis stor akselafstand på 3,15 meter. Forakselaffjedringen på Axion 800 bliver ligeledes identisk med den, som anvendes på den større model.

Skifter til FPT

Under motorhjelmen på de nye Axion 800 traktorer kommer der til at ligge en FPT (Fiat Powertrain Technologies) motor på 6,7 liter.

De nye Axion traktorer forventes klar til levering i løbet af 2014, og derfor er motoren i Axion 800 også klar til at opfylde Tier4Final, som implementeres i 2014. Emissionskravet opfyldes ved at efterbehandle udstødningsgassen i både en DOC - og en SCR katalysator.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dieseloxydations-katalysatoren er vedligeholdelsesfri, og for at fungere skal der tilføres AdBlue til SCR katalysatoren.

Både med og uden trin

Claas Axion 800 leveres i første omgang med den velkendte Hexashift semipowershift-transmission, som har 24 gear i hver retning. Senere kommer serien også med den trinløse Cmatic-transmission.

Til traktorer udstyret med front-PTO har ingeniørerne hos Claas udviklet og patenteret en ny kobling. Koblingen er mekanisk, og i de perioder af året, hvor frontudtaget ikke anvendes, frakobles den nye kobling i frontudtaget fuldstændigt.

Derved spares der energi til at trække transmissionen ved frontudtaget, og ifølge Claas giver det en besparelse på cirka 0,4 liter brændstof i timen. Frontudtaget har naturligvis også en hydraulisk kobling, som anvendes i de perioder, hvor udtaget anvendes.