Fjerkræslagteriet BornPoultry på Bornholm, der gik konkurs forlede, kan måske bliver overtaget af en sønderjysk virksomhed.

Ifølge DR Bornhoml har direktør Gunder Jensen fra Gråsten Fjerkræ været på Bornholm for at forhandle med kurator, se slagteriet og møde kyllingeproducenter. Nu overvejer Gunder Jensen, hvad der skal ske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal vide præcist, hvad der hører med: inventar, biler, lager med mere. Og så skal vi have besked om der er pant i ejendommen og lignende. Vi er ikke interesseret i at købe katten i sækken, forklarer Gunder Jensen til P4 Bornholm.

Fusion var på vej

Sidste år gik Gråsten Fjerkræ i fusionstanker med BornPoultry, men det blev ikke til noget.

Kurator Peter Vang har foruden Gråsten Fjerkræ også forhandlet med andre mulige investorer, men selv om han er optimistisk efter at have talt med dels Gråsten Fjerkræ, dels en unavngiven investor, sker der ikke noget nu og her.

- Jeg ville gerne kunne sige, at vi har en aftale der betyder, at produktionen kan starte op igen i morgen. Men det er ikke tilfældet. De investorer jeg har talt med i København i dag er interesseret i en mere langsigtet aftale, der måske indebærer noget økologisk produktion. Det løser ikke her og nu problemet, men det er meget interessant, siger Peter Vang til DR Bornholm.

Slagtekyllinger til Jylland

De 150.000 kyllinger, der er ved at blive opfedet, og som risikerede at komme i klemme i konkursen, er der dog fundet en løsning til. De 100.000 af dem bliver transporteret til Jylland, hvor de skal slagtes, mens den sidste tredjedel måske bliver gasset og bliver til minkfoder.