Unge har lige nu fantastisk gode muligheder for at etablere sig som selvstændige landmænd. Det er købers marked, og finansieringen har aldrig været billigere og bliver det sandsynligvis heller ikke i fremtiden.

Alligevel er markedet vanskeligt, og mange unge støder på utallige forhindringer, som betyder, at de ikke kommer i gang som professionelle landmænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tre tirsdage

LandboSyd vil gerne hjælpe de unge videre i processen, og derfor er alle unge inviteret til tre tema-aftener om etablering. De gennemføres på LandboSyd tre tirsdage – den 12., den 19. marts samt 2. april.

Møderne er arrangeret af driftsøkonomikonsulent Lars Detleffsen, LandboSyd, og deltagelse inklusiv aftensmad er gratis:

-Selvfølgelig er mange unge glade for pizza. Men når vi forventer mange deltagere på mødet hænger det sammen med en generel stor interesse for at komme i gang som selvstændig landmand. Mange har en tro på, at vi er på bunden af finanskrisen, og at fremtiden byder på gode muligheder for fødevareproducenter, siger Lars Detleffsen i en pressemeddelelse.

Bank- og landbrugsrådgivere

På møderne vil den unge landmand Nikolaj Iversen fortælle om, hvordan han etablerede sig som selvstændig.

Nordea og Sydbank møder op og giver deres bud på mulighederne, og eksperter fra LandboSyd har hånden nede i værktøjskassen og giver de unge masser af gode råd med på vejen.