Abonnementsartikel

To gange er en fåreflok angrebet ved Herning. Er det en ulv, eller er det noget andet? Naturstyrelsen håber at finde svar.

Døde får er der nok af efter to angreb mod en fåreflok ved Herning, og et af de døde får bliver nu brugt som lokkemad, så Naturstyrelsen kan finde ud af, hvilket dyr, der angriber flokken.

- Vi skal have dokumentation for, hvad det er, der sker her. Vi har en stærk formodning om, at det er en ulv, der på spil, men vi kan jo ikke vide det med sikkerhed. Derfor har vi taget det ene får til analyser og sætter nu vildtkameraer op i og omkring folden, siger Naturstyrelsens vildtkonsulent Steen Fjederholt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

15 får dræbt

Natten til mandag blev 15 får udsat for et angreb. 13 mistede livet. Og natten til onsdag slog det ukendte dyr til igen. Her blev tre får angrebet. To døde, og det ene var delvist ædt.

Et af de andre døde får fra det seneste angreb bliver liggende i folden, så det måske tiltrækker det dyr, der er under mistanke.

Udstyr til mårhunde

Vildtkonsulent Steen Fjederholt får assistance til arbejdet fra Naturstyrelsens enhed i Blåvandshuk, som har overvågningsudstyr, der blandt andet benyttes til at jage mårhund. Desuden er to får fra de to angreb sendt til analyse, så der måske ad den vej kan findes dna, der kan afgøre, om det er en ulv eller måske en hund, der står bag angrebet.

- Vi håber nu, at vi med disse to fund kan få en sikker identifikation af, hvem der er på spil, siger Steen Fjederholt.