Abonnementsartikel

Gårdråd eller advisory board - det kan være hensigtsmæssigt at få andre øjne på bedriften.

Mange landbrug er blevet store virksomheder, der omsætter for mange millioner kroner, og det kan være en vanskelig opgave for én mand at stå med hele ansvaret for udviklingen af bedriften.

 Derfor opfordrer Videncentret for Landbrug landmænd til at etablere såkaldte gårdråd, så flere personer kommer med i ledelsen af gården.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landmændene har ikke de samme opgaver som for 5, 10 og 20 år siden. Der kommer til stadighed flere regler og kompleksiteten er stor. Tiden bag skrivebordet er ikke blevet mindre med årene. Samtidig er der et stigende fokus på ledelse fra omverdenen. Banken stiller krav til ledelsen for at yde kassekredit, sagde Morten Haahr Jensen, som er juridisk specialkonsulent i Videncentret for Landbrug.

Stor interesse

Han talte om emnet på Kvægkongressen i Herning, hvor interessen for emnet var så stor, at der måtte findes ekstra stole frem.

- Det kan være en fordel at inddrage gode venner i ledelsen af sin virksomhed. De rigtige sparingspartnere kan udvikle og drive en virksomhed i den rigtige retning, sagde Morten Haahr Jensen.

Med eller uden gummistøvler

Der findes både begrebet gårdråd og advisory board, og selv om begge begreber handler om at få andre øjne på bedriften, er der ifølge virksomhedsrådgiver Søren Svendgaard forskel på dem.

- I et gårdråd sidder andre, der også går i gummistøvler til dagligt, hvor et advisory board typisk består af nogen der adskiller sig fra jer. Måske nogen i lokalområdet der driver en anden slags virksomhed. Det kan nogle gange være en fordel, da de kan byde ind med noget andet, sagde virksomhedsrådgiveren fra Videncentret for Landbrug.