Etagestaldsystemer fra hollandske Vencomatic har den egenskab, at udslippet af ammoniak begrænses med 75 procent i forhold til traditionelle stalde, hvor dyrene går på gulvet.

Gødningen i Vencomatic-stalden transporteres væk på transportbånd i stedet for at blive liggende i dybstrøelsen på gulvet i de 18 uger, som tilfældet er i traditionelle opdrætsstalde til kyllinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøgevinsten har udløst en bonus på 200.000 kroner fra Grøn Vækst-puljen til transportsystemet hos Aage Jensen, indehaver af Østhimmerlands Fjerkræfarm, hvor en ny opdrætsstald netop er taget i brug.

Stalden, der er på 1.000 kvadratmeter, rummer 40.000 kyllinger. Her kan Aage Kragh Jensen og hans søn Kim lave kyllinger til fritgående høns, til skrabehøns og høns til den økologiske sektor.

I den nye stald er der fuldt skrabeareal på gulvet, og det gør det ifølge Aage Kragh Jensen nemt at muge ud.

- Gulvet er samtidigt helt glat og dermed let at gøre rent, siger han og tilføjer, at god hygiejne er med til at holde salomenella-bakterierne i ave.

Lærer at hoppe

- I første omgang skal de daggamle kyllinger være lukket inde i systemet for at lære at finde vand og foder, der befinder sig et lille stykke over kyllingerne. Efter nogle uger har de også lært at hoppe op, og dermed lukkes siderne op, så kyllingerne kan komme ud på strøelsen på gulvet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det sidste stadie lærer kyllingerne at sidde på gribepind og er dermed klar til det næste liv som æglæggende høne, siger han.

Dyrenes vægt kontrolleres automatisk ved hjælp af frithængende vægte, som kyllingerne kan hoppe op på.

Uanset om der er en enkelt eller 50 kyllinger på vægten samtidigt, regner computeren gennemsnitsvægten ud, og samtidigt holder computeren styr på foder- og vandforsyningen.

- På den måde overvåges tilvæksten og foderforbruget hele tiden, fortæller Aage Kragh Jensen.

Belysningen i stalden er LED-lys med et meget lavt strømforbrug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

LED-lysene i gangarealerne er på 3,5 Watt, og belysningen i burene er diodelys.

Lyset tændes og slukkes langsomt, så det svarer til solens rytme.

- Det betyder, at kyllingerne har god tid til at finde op til deres sovepind om aftenen, siger Aage Kragh Jensen.

Kæmpestore mennesker

Ro i stalden sikres også ved selve opbygningen af etage-inventaret, idet høns oprindeligt er skovfugle og dermed søger opad, hvilket etagesystemet giver dem mulighed for.

- Når kyllingerne i etagerne opdager os, forekommer vi ikke så voldsomt store, idet de ser os mere i øjenhøjde i modsætning til gulvsystemer, hvor vi mennesker syner kæmpestore set fra en kylling nede på gulvet, forklarer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Inspektionen af dyr og foder- og vandforsyningen er også let, når man kan række lige ind i inventaret, tilføjer Aage Kragh Jensen.

Staldbyggeriet, der begyndte som idé for to år siden, har haft en sagsbehandlingstid på halvandet år til byggetilladelsen, og byggeriet blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening.

Naturfredningsforeningen forlangte flere restriktioner, men Naturklagenævnet afviste klagen.

- Hvis ikke Naturklagenævnet ret hurtigt havde afvist klagen som værende "åbenlys grundløs", ville staldbyggeriet være blevet forsinket med omkring to år, fortæller specialkonsulent Jens Elvstrøm fra Videncentret for Landbrug.

Han har sammen med landskonsulent Palle Vinstrup taget del i staldens miljø- og byggeprojektering,

Artiklen fortsætter efter annoncen

Østhimmerlands Fjerkræfarm er beliggende ved Veddum nordøst for Hadsund, og her har familien Jensen drevet fjerkræavl i over 80 år, og Aage Kragh Jensens søn Kim er den tredje generation af fjerkræavlere.

Hønnikerne i den nye stald er af racerne hvid og brun Lohmann.