Viborg-virksomheden Samson Agros ambitioner rækker langt ud over Danmarks grænser. Det er producentens seneste nyhed et slående bevis på - en ny familie af møgspredere, som i praksis har et mindre marked i Danmark, hvor landbruget mest satser på gylle.

Samson havde forleden inviteret de danske forhandlere til at se nærmere på de nye SPE/B spredere, som alt i alt byder på flere fornyelser og teknisk forfinelse i forhold til de første SPE/B spredere, der blev præsenteret på AgriTechnia i 2011. Den nye spreder kommer stadig i både en enkeltakslet (SPE) og en boogie-udgave (SPB) og byder blandt andet på både et forbedret spredebord, kraftigere drivline og en nykonstrueret gearkasse, som udviklingsingeniør Anders Bentzen fortalte om under arrangementet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alt er nu dimensioneret til spidsbelastninger og en høj sikkerhedsfaktor, sagde Anders Bentzen om nyheden, der fås med både 12 meters og 24 meters spredeudstyr.

Adm. direktør Lars Henriksen kom ind på ambitionerne for den nye spreder:

- Vi ved godt, at markedet i Danmark er lille, men vi har til gengæld store forventninger til afsætningen i blandt andet Rusland og Frankrig, sagde Lars Henriksen, der også venter en vis interesse for nyheden under den kommende SIMA 2013 messe i Paris, ligesom han på længere sigt venter en vis afsætning til Frankrig og Rusland.

Millioner til udvikling

Og interessen skulle gerne være der, for Samson Agro bruger igen betydelige millionbeløb på udvikling af nye produkter - og den nye generation af spredere er blot et af de seneste resultater.

- Vi har øget investeringerne i udviklingsafdelingen i det seneste år, siger Lars Henriksen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Op til præsentationen var nyheden blevet testet i både Danmark, Sverige og Frankrig, og efterhånden er virksomhedens udviklingsingeniør, Anders Bentzen tilfreds, når han slår på alt det, der er gået forud, såsom optimeringen af sprederbord, den kraftigere drivlinie, momentkoblingerne og den nykonstruerede gearkasse med nyt, patenteret tætningssystem.

Stor kapacitet

- Drivlinien er lavet 25 procent kraftigere, og alt hydraulik føres under kassen, sagde Anders Bentzen, der også forklarede at spredebordet er blevet kraftigere. På 24 meter spredebordet er det standard med slidplader på bund og sider. Fortil er der hængslede låger, og det er blevet nemmere at smøre bundkæden.

Væsentlig er også kapaciteten, og uanset model er det en stor sag. SPE/B 17 version kan rumme 16,5 kubikmeter strøget mål - eller 19 kubikmeter med top. Den højere SPE/B 21 med spildkant kan i strøget mål rumme 21 kubikmeter - eller 23,5 kubikmeter med top.

Modellerne kan leveres allerede her til foråret.