Abonnementsartikel
Med 23 knive har New Holland BB 940 Rotor Cutter en teoretisk snitlængde på 39 millimeter, og presseren er derfor velegnet til presning af græs, som skal wrappes i plastfolie.
New Holland BB 940 blev introduceret omkring årtusindskiftet, hvor den erstattede New Holland 4860S. Med den nye BB 940 fik kunderne tre forskellige pressere med det samme ballemål at vælge imellem.
I standardversionen er BB940 uden knive og med indføringsgafler. I Rotor Cut versionen har presseren en indføringsrotor og 23 knive, mens den i Packer Cutter versionen er med seks knive og tre indføringsgafler.
Den brugte New Holland BB 940 Rotor Cutter er set hos MVJ Maskiner i Ådum. Presseren er fra 2001 og har presset 55.743 baller.
Materialet forkomprimeres
New Holland BB 940 producerer baller på 80 centimeter i bredden og 90 centimeter i højden. Længden på ballerne kan justeres til maksimalt 250 centimeter.
De tre modeller har alle en 198 centimeter bred pickup, og før materialet ledes op i ballekammeret, sker der en forkomprimering af afgrøden. Forkomprimeringen betyder, at ballekammeret fyldes helt til toppen. Specielt i mindre skår og tynde afgrøder er det afgørende, at materialet forkomprimeres for at opnå fuldkantede baller, som er lette at stable og transportere.
Automatisk smøring
For at lette det daglige vedligehold er den brugte presser udstyret med centralsmøreanlæg. Anlægget smører automatisk de fleste smøresteder på presseren med fedt, og føreren skal derfor kun smøre eksempelvis kraftoverføringsakslen.
Presseren har nogle få rullekæder, og de smøres også automatisk med olie.
Elektronisk indstilling
På New Holland BB 940 indstilles presningsgraden hydraulisk fra monitoren i førerkabinen. Når presningsgraden er indstillet, sørger overvågningen af presseren for, at presningsgraden ikke påvirkes af eksempelvis materialemængden i skåret.
På monitoren kan føreren også følge presserens kapacitet, og se eventuelle fejlmeldinger på systemet.
Opdateret med nye modeller
I 2004 blev presseren opgraderet til BB940A, og i 2009 skiftede presserne farve fra rød og til gul. I 2009 kom den nye BB9000-serie, hvor der var ændringer på blandt andet bindeapparatet og stempelruller. Til sæson 2013 har New Holland introduceret nye modeller, og her får en 80x90 presser modelbetegnelsen Big Baler 890.
Se efter slid på indføringsvalsen
På en New Holland BB 940 med Rotor Cutter har rotoren stor betydning for presserens kapacitet. En erfaren pressemontør råder derfor til, at rotoren undersøges for slid, inden der købes brugt presser.
Det er fingrene på rotoren, som fører materialet fra pickuppen og forbi de 23 knive. Det er derfor afgørende, at fingrene er intakte, hvis kapaciteten på presseren skal holdes.
- Slidte fingre, sløve knive og dårligt indstillede modskær piller kapaciteten af presseren og øger brændstofforbruget. Det er derfor en god ide, at undersøge rotoren nærmere, før der investeres i brugt presser. Er fingrene på rotoren meget slidte og fuldstændig runde på spidserne, har presserne kørt rigtig mange baller, siger Erik Lundsfryd, montør hos MVJ Maskiner A/S.
Presserens monitor fortæller i øvrigt det nøjagtige antal baller, som presseren har lavet.
En New Holland BB 940 udstyret med Rotor Cutter har som regel været anvendt til presning af græs til hø og wrap.
- En del hø bjærges på enge og lavtliggende arealer, hvor det både kan være vådt og ujævnt. Det giver pickuppen vanskelige arbejdsbetingelser, og der er stor risiko for, at den af og til køres i jorden. Undersøg derfor pickuppen og specielt pickuppens ruller og kurvestyr for slid. Under klargøringen af presseren må der hellere skiftes et leje for meget end for lidt i pickuppen, da et havari i sæsonen næsten altid giver følgeskader, siger montøren.
Han opfordrer til at være omhyggelig med at indstille pickuppens aflastning, så den svæver hen over marken, og så pickuppens hjul kun lige støtter.
Husk takten
New Holland BB 940 har sikringsbolte ved svinghjulet, ved oppakkeren og ved bindeapparatet.
- Springer der en bolt ved svinghjulet eller oppakkeren sættes der bare en ny bolt i. Men springer sikringsbolten ved bindeapparatet, er det vigtigt, at presseren taktstilles, inden der monteres en ny bolt. Står takten ikke rigtigt, kan det udløse en meget bekostelig reparation, siger Erik Lundsfryd.
Han råder også til, at vær opmærksom på de ruller, som oppakkeren kører i, og til at holde oppakkerens bremse i orden.
Bindeapparatet skal indstilles præcist
Bindeapparatet på en presser er præcisionsteknik, og det kræver en rutineret montør at kunne justere bindeapparaterne op, når der udføres vintereftersyn på presseren.
- En korrekt binding afhænger af mange faktorer, og derfor skal der arbejdes systematisk, når bindeapparaterne kontrolleres. En fejl behøver ikke nødvendigvis at være i selve bindeapparatet, men kan lige så godt være garnstrammer eller garnfanger, der ikke er justeret korrekt. En simpel ting som sløve garnknive kan også forstyrre bindingen, og specielt når presseren er i drift, kan det være vanskeligt at konstatere, om problemet skyldes det ene eller andet, siger Erik Lundsfryd, der her i vintermånederne kører rundt og servicerer rigtig mange pressere.
Tekniske specifikationer New Holland BB 940R
Balle-højde x bredde cm 90x80
Ballelængde cm op til 250
Bredde på pickup cm 198
Bindesystem dobbeltknude
Antal garnnøgler 30
Antal kniv 23
Teoretisk snitlængde mm 39
Antal baller 55.743
Årgang 2001
Pris 248.000
Massey Ferguson 185 Serie II
Presseren er uden snitter og er monteret med tandem aksel. Presseren er til salg hos Holbæk Maskincenter A/S.
Balle-højde x bredde cm 88x80
Bredde på pickup cm 226
Bindesystem dobbeltknude
Antal baller 56.000
Årgang 2005
Pris 298.000
Vicon LB 8100
Presseren har presset cirka 35.000 baller og maskinen er til salg hos Holbæk Maskincenter A/S
Balle-højde x bredde cm 80x80
Ballelængde cm op til 300
Bredde på pickup cm 210
Antal garnnøgler 24
Antal baller 35.000
Årgang 2001
Pris 230.000
New Holland BB 940A
Presseren er en gårdmaskine uden snitter, som har presset cirka 27.000 baller. Presseren er til salg hos J. Hundahl A/S.
Balle-højde x bredde cm 90x80
Ballelængde cm op til 250
Bredde på pickup cm 198
Bindesystem dobbeltknude
Antal garnnøgler 30
Antal baller 27.000
Årgang 2006
Pris 260.000
- PowerFocus -