Historierne om hestekøds-skandalen galopperer derudad, og mens nogle forbrugere måske sidder med en dårlig smag i munden, så undersøger myndigheder og virksomheder, hvad der er op og ned i sagen, hvor hestekød er blevet brugt som oksekød i blandt andet lasagne.

Fra varm sag til varme

Mens debatten om hestekødet er varm, bliver der næppe helt den samme virak om den varme, som de kasserede lasagner bliver til. For op mod 20.000 ”hestelasagner”, som den svenske fødevareproducent Findus, har trukket tilbage fra markedet, ender i et biogasanlæg. Det skriver avisen Sydsvenskan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Eftersom produktet ikke stemmer overens med det, der står på pakken, kan vi ikke gøre andet end at kassere den. Det nytter ikke at forære produkterne væk, siger Henrik Nyberg, som er nordisk produktionsdirektør for Findus.

55.000 pakker fra ICA

Det svenske telegrambureau TT skriver, at både Coop og ICA i Sverige har solgt produkter med hestekød. -Det varierer lige fra spor af hestekød til 100 procent hestekød i produktet, siger Coops presseansvarlige Christine Kullegren til TT. ICA skal have kasseret 55.000 pakker med hesteprodukter.