Af og til kunne en landmand eller hans medhjælper nok have lyst til at afmontere plov eller presser og bare give traktoren så meget gas, at den nærmest flyver over stok, sten, vej og lade.

Det er svært i virkelighedens verden, og det kan også være både dyrt og farligt, men i underholdningens verden kan det meste lade sig gøre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det norske landbrugsblad Bedre Gardsdrif har udviklet en app til mobiltelefoner og Ipad, hvor folk, med diesel i blodet - og måske med behov for at tage en pause fra landbrugsskole-teori eller dårlige erhvervs-nyheder, kan dyste mod sig selv og mod Facebook-vennerne.

Giv gas og saml dunke

I modsætning til andre spil, hvor det gælder om at være dygtig og strategisk, så er målet med Farmorama, som app'en hedder, noget mere simpelt: Man vælger en traktor - og ja, der er både røde, blå og grønne modeller, seks forskellige i alt - og giver gas.

Traktoren følger selv vejen forbi gamle møller og stakke af halmballer, og når man kører hurtigt nok over bakker og ramper, bliver man flyvende i sin traktor og får mulighed for at samle svævende, røde brændstofdunke. Kører man for langsomt, bliver svævefasen for kort og dunkene forbliver i luften, og giver man for meget gas, svæver man bare over dunkene. Så hemmeligheden ligger i speeder-fingeren.

Kolbøtter uden konsekvens

Man får point ud fra både tidsforbrug og dunk-samling. Uanset om man kører i en Massey-Ferguson, en Valtra eller en New Holland, kan traktorerne klare at slå kolbøtter. Det er dog lykkedes denne - ganske vidst uerfarne testkører - at få en Claas til at hænge fast i spillet mens tiden bare tikker videre.

Over 10.000 gange er app'en foreløbig blevet downloadet via Google Play eller iTunes. God fornøjelse.