Alle ønsker flere arbejdspladser og dermed at sætte gang i væksten i det private erhvervsliv. Men når selv de mest åbenlyse investeringer ikke får bevilliget penge, er vejen ud af krisen nærmest uendelig lang.

I Vrå åbner iværksætterivrige sjæle nu et svineslagteri, hvor de vil slagte 4000 grise om ugen. Problemet er bare, at de kun har mulighed for at få leveret 1500. Det samme billede ser man i Thisted, hvor man også mangler grise og dermed ikke skaber de arbejdspladser, der ellers ligger lige til højrebenet. I begge situationer fordi man mangler råvarer.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Landmand med overskud

Landmændene vil gerne lave de ekstra grise og dermed bidrage til vækst og arbejdspladser, men vi løber igen og igen panden mod en mur.

Lad mig give et eksempel: En landmand har to millioner kroner i overskud før skat i 2012. Han har, udover et stort sohold med overskydende grise, to slagtesvinestalde - én lejet stald, hvor grisene fodres med færdigblandet foder, og én hvor de fodres med eget korn. I alt producerer han 12.000 slagtesvin, og han er en af landets dygtigste slagtesvineproducenter.

Alligevel fik han forleden nej fra sin bank til at leje yderligere en stald med plads til at producere 6.000 grise. I alt ville landmanden komme op på 18.000 grise, og det ville udløse en bonus på 100.000 kroner i alt, i forhold til de 12.000 grise han leverer nu på grund af storkunderabat.

Penge ville komme retur

Det eneste banken skulle var at forhøje landmandens kassekredit med 1,8 millioner kroner til finansiering af grise og køb af foder, indtil der ville komme penge i kassen fra de solgte grise. Afslaget fra banken kom på trods af, at prognoserne for de kommende år peger i retning af, at afregningsprisen for slagtesvin vil stige markant – en forventning, der endda bakkes op af slagteridirektørerne.

Derudover ville stalden være lejet og dermed medføre en minimal risiko, da en lejekontrakt jo kan opsiges med kort varsel, hvis det mod forventning skulle være en dårlig forretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beviser fra lejet stald

Som det er i dag, er resultaterne fra den lejede stald i top, og dermed har banken dokumentation for, at landmanden faktisk kan lave resultater på en anden lokalitet, i lejede stalde og med færdigfoder. Alligevel begrunder banken sit afslag med, at slagtesvinene fodres med færdigfoder.

Når en af de dygtigste og bedst økonomisk stillede landmænd ikke kan få lov - med en meget lille risiko - at lave arbejdspladser og skabe vækst, hvem er det så, der skal få os ud af krisen, jeg spørger bare.