Det er ikke en nyhed, at en mobiltelefon kan bruges som guide i trafikken fra punkt A til B, men som noget nyt kan telefoner med android-styresystemer nu også hjælpe landmænd og konsulenter på vej, når de står over for en kemikaliedunk.

En ny app kan afsløre, hvilke kemikalier, der står på lageret, og om de er lovlige eller ulovlige at have stående og anvende.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Bøderne er høje

I begyndelsen af marts lancerer Videncentret for Landbrug nemlig en ny app, der gør det lettere at holde overblik over, hvad der gemmer sig i gårdens kemikaliedepot. App'en er døbt KemiTjek.

- Det er svært, men vigtigt at holde sig ajour med status for de midler man har stående. Både af hensyn til sikkerheden og til reglerne for opbevaring af midler. Mindstestørrelsen på bøder for ulovlig opbevaring er på 5.000 kroner, så også økonomisk giver det mening at have styr på kemikalierne, siger afdelingsleder Jens Bligaard fra Videncentret for Landbrug.

Scanning eller indtastning

App'en kan bruges til at scanne stregkoden på emballagen. Alternativt kan man indtaste registreringsnummeret manuelt i app'en. Det udløser en farvekode samt en forklaring om produktet og dets status.

- Der er grønne, gule, lyserøde og mørkerøde koder. Grøn indikerer, at produktet er fuldt lovligt at bruge og opbevare, mens gul og lyserød betyder, at der er ting omkring brug eller opbevaring, man skal være opmærksom på. Koden mørkerød betyder, at kemikalierne er forbudte, og derfor snarest skal afleveres til kommunens genbrugsstation, fortæller Jens Bligaard.