Besætningen hos Laust Stenger har været med i et forsøg omkring øget selvforsyningsgrad med hjemmedyrkede hestebønner. Her blev 200 af køerne fordelt på to forsøgsgrupper, hvor sammensætning af køer i den enkelte gruppe var så ens som muligt.

Et af forsøgets formål var at undersøge, om et kg soja kunne erstattes med et kg toastede hestebønner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ydelsen holder

- Det kostede nu lidt mælk, men både fedtprocenten og celletallet faldt. Efterfølgende hævede vi mængden af hestebønner lidt, og så kan vi godt holde ydelsen. Det gjorde så også, at ureatallet steg til fem, fortæller Laust Stenger, der i 2012 dyrkede 30 hektar med hestebønner til modenhed med et gennemsnitligt udbytte på cirka fem ton pr. hektar.

Hestebønnerne blev toastet hos Danish Agro.

- Det gik rigtig fornuftigt med at dyrke hestebønner, og vi skal da også have 30 hektar i år for at se, om vi kan gentage succesen. Hestebønner kræver desuden ingen gødningstilførsel, og jeg kan godt være bekymret for, at den høje pris på indkøbt foder øger risikoen for fusk i forbindelse med importeret foder, siger han.

Fra mineraler til tangmel

Det seneste forsøg hos Laust Stenger går ud på, at udskifte køernes mineraler med tangmel lavet på havalger.

- Indtil videre har vi blandet tangmelet i fuldfoderet i tre uger, og jeg kan som sådan ikke se nogen tydelig ændring endnu. Det er lidt et forsøg på at tildele en mere naturlig ration til dyrene, forklarer han og fortæller, at de har tangmel liggende til noget tid endnu, så de kan se, om det har nogen negativ eller positiv effekt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er naturligvis lidt et eksperiment, men det er sådan, vi udvikler os, påpeger Laust Stenger.

Læs mere om forsøgene hos Laus Stenger i næste nummer af Bovilogisk, der udkommer fredag den 15. februar.