Den russiske regering har sat ambitiøse mål for moderniseringen af landets landbrugssektor. I løbet af de næste syv år skal landet blive stort set selvforsynende på fødevareområdet. Alene på kødområdet er målet at stige i selvforsyning fra 60 procent til 88 procent i 2020, og tilsvarende skal mælke- og planteproduktionen øges betydeligt.

Derfor forøger russerne for investeringerne med 724,3 milliarder rubler, svarende til omkring 133 milliarder kroner. Alt det gør lige nu Rusland til eksportmulighedernes land.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er mange muligheder for danske firmaer i fødevare- og agroindustrien i Rusland lige nu. Det er også derfor, vi er så massivt tilstede på Agrofarm messen i Moskva, og derfor er vi meget glade for, at Fødevareministeren besøger Rusland sammen med os, siger Jan Laustsen, Direktør for Handel, Marked og Afsætning i Landbrug & Fødevarer.

Alt kan sælges

På messen Agrofarm har Landbrug & Fødevarer og Export Promotion Denmark en fælles stand med seks forskellige danske firmaer. I løbet af det sidste tre år er eksporten på landbrugsvarer og agroindustriprodukter steget med over en milliard danske kroner, og forventningen er, at den vil stige endnu mere.

 - Russerne investerer for at blive mere selvforsynende, men det er de ikke endnu. Derfor kan vi sælge stort set alle produkter, både maskiner, staldinventar, viden og fødevarer, siger Jan Laustsen.

Danmark er ikke alene om at finde handelssituationen i Rusland interessant, så det dansk-russiske forhold er vigtigt.

- Rusland vil som udgangspunkt gerne importere fra Danmark, men vi skal også byde os til. Derfor er ministerbesøget vigtigt lige nu, siger Jan Laustsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agrofarm messen varer til i morgen, 7. februar. De danske udstillere på Agrofarm er Danish Farm Design A/S, Egebjerg International A/S, EuroGen ApS, Skov A/S, SustainAgri og SPF-Danmark.