Enhedslistens miljøordfører Per Clausen efterlyser mere fokus på særligt sårbare arealer i forbindelse med dagens forhandlingsmøde på Christiansborg om regeringens sprøjtemiddelstrategi.

Ifølge altinget.dk mener Enhedslisten, at det vigtigste er, at der kommer fokus på de områder, hvor der er særlig stor risiko for nedsivning til grundvandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Beskyttelsesområder er et meget centralt virkemiddel til at få løst nedsivningen til grundvandet. Nogle steder bør der indføres totalt forbud mod at sprøjte med pesticider, siger miljøordfører Per Clausen.

Enhedslisten bliver bakket op af Danmarks Naturfredningsforening, der advarer mod tanken om, at strategiens store nye virkemiddel vil have nogen synderlig effekt.

- Det er at stikke blår i øjnene på folk, hvis man tror, at den differentierede afgift på pesticider vil redde noget natur, siger Rikke Lundsgaard, der er landbrugspolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening.

Vil bruge flere sprøjtemidler

Rikke Lundsgaard mener endvidere, at landmændene vil bruge flere sprøjtemidler, hvis landbruget får et år med gode priser, uanset at der kommer nye afgifter.

Søren Korsholm, der er chef for plante- og energipolitik i Landbrug & Fødevarer, indrømmer, at forbruget kan stige:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det vigtige er, at de nye afgifter vil sænke belastningen. Forbruget i sig selv er ikke interessant, siger Søren Korsholm og tilføjer:

- Jeg synes, at man skal trække vejret, før man indfører flere begrænsninger. De seneste år er belastningen faldet, og man bør også afvente virkningen af de tiltag, der allerede er sat i søen.