Dansk mælkeproduktion sikrer cirka 40.000 arbejdspladser i det, der bliver kaldt Udkantsdanmark. Sådan lød det på LandboNords årsmøde for mælkeproducenter torsdag.

En gennemsnitlig mælkeproducent skaber ni arbejdspladser, viser tal fra Landbrug & fødevarer. Kvægbruget i alt står for 46.500 jobs, og heraf ligger 85 procent i yderkommunerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fremtiden findes

En af de mælkeproducenter, der bidrager til det danske samfund og ikke mindst til Udkantsdanmark er Ole Larsen fra Fjerritslev, der har 180 køer på sin bedrift. Han er desuden formand for LandboNords kvægudvalg.

- De nye tal fra Landbrug & Fødevarer beviser, at vi har en fremtid, hvis vi får lov, og at vi er en del af væksten i Danmark, sagde Ole Larsen i sin beretning.

- Som vores statsminister sagde i sin nytårstale – "fremskridt i fællesskab" – det er vi klar til i dansk mælkeproduktion, men det kræver, at regeringen vil give os nogle fornuftige rammevilkår, sagde kvægudvalgsformanden.

Som en savanne uden elefanter

På trods af de flotte tal for, hvor meget dansk mælkeproduktion bidrager til samfundet, ligger de dystre kendsgerninger og venter forude.

- Hvis den negative udvikling ikke vender, vil antallet af danske mælkeproducenter falde drastisk i de kommende år. Og et Danmark uden mælkeproduktion er som den afrikanske savanne uden elefanter, og det er da noget af det mest triste, jeg kan komme i tanke om, sagde chefkonsulent Anne-Mette Søndergaard fra LandboNord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun opfordrede nogle af landmændene til at vurdere, om de har en fremtid som mælkeproducenter.

- For nogle af jer vil det være perspektivløst at fortsætte. Så kig dig selv, din familie og din rådgiver i øjnene og tag en snak om, hvordan fremtiden ser ud, sagde hun.

Eksport for 3,5 milioner

Tallene fra Landbrug & Fødevarer viser, at en typisk kvægbedrift med 150 køer skønnes at give et skattegrundlag, der svarer til seks offentligt ansatte. Hver bedrift medfører en skønnet eksport på 3,5 millioner kroner.