Næsten ni ud af ti slagtesvin er smittet med bakterien MRSA CC398, og det får nu fødevareminister Mette Gjerskov (S) til at undersøge, hvor udbredt bakterien er ude i de danske svinestalde.

Mette Gjerskov sætter Fødevarestyrelsen til at granske, hvor udbredt svinebakterien MRSA CC398 er i danske svinestalde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Meget tyder på, at mange svin bliver smittet på slagteriet eller på vej til slagteriet, men vi bliver nødt til at være sikre i vores sag, og derfor sætter jeg den her undersøgelse af de danske stalde i gang, siger Mette Gjerskov i en pressemeddelelse.

Fordoblet på slagterierne

Bakteriens tilstedeværelse på slagterierne er fordoblet på et år, og nu skal undersøgelser ude i besætningerne afgøre, om smitten også er steget der. Bakterien smitter ikke, hvis mennesker spiser svinekød, men MRSA kan smitte mellem dyr og mennesker, hvis de har jævnlig kontakt.

Det kan blive et problem, når smitten er sket, da bakterien er modstandsdygtig over for flere typer antibiotika, og derfor kan den være svær at behandle.

- Det er et problem, vi tager meget seriøst. Resistente bakterier er en trussel mod menneskers sundhed, og sundhedsministeren og jeg har derfor iværksat en lang række initiativer for at komme problemet til livs, siger Mette Gjerskov i pressemeddelelsen.

Aktionsgruppe mod spredning

Mette Gjerskov har sammen med sundhedsminister Astrid Krag (SF), nedsat en gruppe, der skal komme med forslag til, hvordan spredningen af MRSA-bakterien fra svin til mennesker skal blive standset.