Maskinforretningen Sivertsen Hillerød A/S, der har mere end 33 år på bagen, har styrket forretningens landbrugsfaglige kompetence betydeligt.

Det er sket ved at ansætte fem erfarne medarbejdere, som hidtil har arbejdet hos Axel Kofoed Maskinforretning i Skævinge. Denne forretning er lukket, efter at indehaver en gennem mere end 35 år, Axel Kofoed, døde kort før jul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I en periode forud for Axel Kofoeds død var forretningen til salg, og den gik konkurs lige før jul.

Oprustningen hos Sivertsen med ansættelsen af de fem medarbejdere er således en fordel for flere parter på baggrund af den situation, der var opstået.

Desuden har Sivertsen, der er New Holland-forhandler, et samarbejde med kolleger i branchen, som ifølge afdelingschef Kenneth Sørensen betyder, at værkstedet nu kan servicere alle mærker af landbrugsmaskiner.

- Vi er med andre ord blevet både større og stærkere inden for landbrugsmaskiner, siger Kenneth Sørensen og tilføjer, at dækningsområdet er en meget stor del af Sjælland ned til hovedvej A55.

Sivertsen Hillerød har altid været en anerkendt landbrugsmaskinforretning, men integrationen af en forretning med et stærkt have-park-koncept i 2009 har de senere år bevirket, at landbrugsdelen ikke har stået helt så tydeligt som tidligere for alle i omverdenen. Oprustningen skal blandt andet sætte en tyk streg under, at forretningen er stærk inden for landbrugsmaskinerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også andet end landbrug

Sivertsen har i forvejen flere andre, stærke ben at stå på.

Blandt andet er afdelinger i Hillerød og Roskilde stærke inden for både entreprenør- og have-park-segmentet. Og desuden er virksomheden Øbakke A/S, som importerer Takeuchi-gravemaskiner, også en del af koncernen og har blandt andet en jysk afdeling i Vejle. Alle virksomhederne ejes af Hans Øbakke.

Tilsammen har koncernen 66 ansatte og 20 servicebiler. Og sælgerstaben tæller otte ansatte på landsplan.

Forskellige kompetencer

Blandt de nye medarbejdere hos Sivertsen Hillerød er Morten Hansen, som var værkfører hos Axel Kofoed. Han skal fremover være sælger af landbrugsmaskiner og fungere som backup til værkføreren i Hillerød.

- Indtil nu har jeg varetaget salget inden for både have-park og landbruget, og med ansættelsen af Morten Hansen får jeg mere tid til at hellige mig have-park-segmentet, som er det, jeg oprindeligt kommer fra, siger Kenneth Sørensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De øvrige ansatte fra Axel Kofoed er værkstedsfolkene Troels Andersen og Alex Weirum samt en elev og desuden reservedelsmedarbejder Carl-Børge Christiansen, som har 35 års erfaring fra branchen og ifølge Kenneth Sørensen er kendt for at have en kæmpe viden om reservedele.