Der er ifølge formanden for Natur- og Landbrugskommissionen, Jørn Jespersen, grund til at rose dansk landbrugs miljøindsats.

- Det er faktisk lykkedes at øge produktionen og dens værdi samtidig med, at miljøbelastningen er faldet - på nogle områder endog ganske markant. Vi er således nu i en situation, hvor dansk landbrug er helt fremme og førende, når det drejer sig om at producere med den mindste miljøbelastning pr. produceret enhed, sagde Jørn Jespersen på plantekongressen.

- Landbruget forurener, hedder det ofte i den offentlige debat. Og selvfølgelig sætter en intensiv produktion sig spor i det omgivende miljø. Men realiteten er altså, at miljøbelastningen falder, og at det er den vej, vi i fællesskab skal videre ad, sagde han og pegede konkret på, at mindre spild af næringsstoffer og mere målrettet brug af pesticider jo ikke alene er godt for miljøet, men er også udtryk for sund økonomi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og sund økonomi er basis for investeringer i udvikling af nye produktioner og ny teknologi, som igen kan føre til både vækst i indtjening og resultere i yderligere forbedringer for miljø og natur. Vækst, udvikling, forbedret indtjening skal gå hånd i hånd med forbedringer for miljø og natur. Det er den vej, vi skal gå. Ikke indskrænkninger og begrænsninger, som hæmmer erhvervet og skaber stilstand, fastslog han.

 

- Vi er fast besluttet på, at regering og folketing med vores anbefalinger får et godt værktøj til at skabe en fremtidig balance mellem natur, miljø, klima og landbrugsproduktion. Og vi håber, at der så vil være en bred politisk opbakning til at arbejde lige så seriøst med vores anbefalinger, som vi har gjort, og at hensynet til kortsigtede politiske gevinster og populære udmeldinger kan lægges til side. Den alvor kræver situationen, synes vi, lød det afsluttende fra Jørn Jesspersen.