Den ene maskine kan holde køernes klove rene og mindske sygdoms-risiko, og den anden maskine kan holde boligerne varme og mindske risikoen for forkølelse. CN Maskinfabrik møder op til Nutrifair med produkter til både mennesker og kreaturer.

- Vi har et stokerfyr med, der kan køre på flis, olivensten og småkager. Den kan fyre med lidt af hvert. Mange anlæg kan kun fyre med træpiller, men da regeringen er begyndt at snakke om, at der skal afgift på dem, er det en fordel, at min kan køre på så meget andet. Man kan også fyre med fast træ samtidig med stoker. Når træet er brændt ud midt på natten, tager stokeren over, siger Erling Schmidt, der er indehaver af CN Maskinfabrik, som solgte tre af disse anlæg på Agromek for nylig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

CN Maskinfabrik vil også forsøge at overbevise kvægbønder om, at de skal investere i en klovrenser. Når køerne går hen over badet og de roterende børster, mindsker det risikoen for, at de får klovsygdommen digitalis.

- Landmænd med løsdriftsstalde bøvler meget med digitalis nu da det ikke længere må behandles med blåsten, men erfaringen viser, at hvis man renser klovene med børster og rent vand et par gange i døgnet, så forsvinder 80 procent af problemerne, siger Erling Schmidt. Han tilføjer, at hans klovrenser bruger rent vand i modsætning til visse andre modeller.

- Jeg mener ikke at genbrugsvand er så effektivt, for så vil digitalis smitte til de andre køer, siger indehaveren af CN Maskinfabrik.

Han tror dog, der er en stor forhindring, når han skal overbevise landmændene om, at de skal investere op mod 100.000 i indkøb og installering af en klovrenser. Det handler om likviditet.

- De vil hellere betale 5.000 kroner til en dyrlæge pr. måned end at bruge 70.000 i indkøb af sådan en klovrenser. De har ikke pengene, siger Erling Schmidt, som var på Nutrifair sidste år og har store forventninger til årets messe.