Abonnementsartikel

Den anden udgave af Nutrifair her i januar bliver fulgt op af en tredje i 2014. Så meget lover Messe C allerede nu.

Den animalske landbrugsmesse Nutrifair vokser målt på både antal udstillere og antal kvadratmeter, når den foregår i Messe C i Fredericia den 23. og 24. januar. Men der bliver stadig tale om en messe i én hal ? på 16.000 kvadratmeter ? det bliver overskueligt for både de knap 200 udstillere og de gæster, der besøger messen, som nu bliver holdt i sin anden udgave.

-Sagt med hånden på hjertet, så er det helt vildt, hvilken opmærksomhed, messen har fået denne gang. Vi har jo stået med den svære toer, og mens vi kunne mærke pioner-ånden sidste år, var vi spændt på, om det ville klinge af, nu da vi var kommet i gang. Men sådan har det ikke været, siger Peter Sunesen, der er projektleder for Nutrifair.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Både nye og gamle udstillere har ønsket at få sendt special-invitationer ud, de får fremstilet adgangskort med eget firmalogo, de arrangerer busture for kunder fra Nordjylland og Sjælland med spisning i forbindelse med messen, og vi kan mærke, at udstillerne denne gang har ønsket flere specialopbygninger på deres stande. Nogle udstillere har været ude at købe nyt messe-materiale til standene, som de nu bruger for første gang, siger Peter Sunesen.

- Den klare fornemmelse er, at udstillerne investerer flere penge i deres udstilling i år i forhold til sidste år, og det er jo en glæde, for så får de besøgende noget ekstra at komme efter, siger Peter Sunesen.

Lige efter nytår, da den formelle tilmelding til Nutrifair var ved at slutte, havde 188 udstillere meldt deres ankomst. Der er tale om cirka 50 nye i forhold til sidste år, og netto er messen vokset med knap 40 udstillere i forhold til 2012.

- Vi har væsentligt flere kvægudstillere, og så har vi også flere grovvareselskaber med i forhold til sidste år, siger Peter Sunesen.

Ved den første udgave af Nutrifair for et år siden, gentegnede Peter Sunesen den første kontrakt med en udstiller bare tre timer inde i to-dages-messen, og det nummer er han parat til at gentage. Formelt er vejen banet. Det ligger nemlig klart, at Nutrifair bliver gentaget i 2014, hvor datoerne bliver den 22. og 23. januar.