Hollandske staldsystemer med flere etager til æglæggende høns er blevet introduceret i Danmark, men nu har også den første etage-stald til kyllingeopdræt set dagens lys herhjemme.

Østhimmerlands Fjerkræfarm ved Hadsund åbnede i dag dørene til den nybyggede stald, der skal huse 40.000 daggamle kyllinger til de er 18 uger gamle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er det hollandske firma Vencomatic, der har leveret staldinventaret til Aage Kragh Jensen, indehaver af Østhimmerland Fjerkræfarm.

- Vi forsyner ægproducenter med etagesystemer, og de har brug for kyllingerne, der er trænet til at gå i flere niveauer, fortæller Aage Kragh Jensen.

Dermed vil tilvænningen til de nye omgivelser være mindre belastende for hønnikerne, idet staldsystemerne for både kyllinger og høns stort set er ens.

Det nye staldsystem har også den fordel, at udslippet af ammoniak begrænses med 75 procent, idet gødningen transporteres væk på transportbånd et par gange om ugen i stedet for at blive liggende i dybstrøelsen på gulvet i de 18 uger, hvor kyllingerne opholder sig i stalden.

Miljøgevinsten har udløst en bonus på 200.000 kroner fra Grøn Vækst-puljen til transportsystemet..

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aage Kragh Jensen regner med, at de første kyllinger er på plads den 22. januar, hvor de i første omgang skal være i lukket inde i systemet for at lære at finde vand og foder, der befinder sig et lille stykke over kyllingerne..

Efter cirka nogle uger har de også lært at hoppe op, og dermed lukkes siderne op, så kyllingerne kan komme ud på strøelsen på gulvet.

I det sidste stadie lærer kyllingerne at sidde på gribepind og er dermed klar til det næste liv som æglæggende høne.

Læs også artiklen om hønsenes nye stald.