Abonnementsartikel

På blot et år har danskerne mere end tidoblet deres samlede solcellekapacitet, oplyser Energinet.dk.

Energinet.dk har netop offentliggjort den seneste statistik for VE-anlæg i Danmark, som blandt andet viser, at danskerne har pr. 7. januar registreret solcelleanlæg til en samlet kapacitet af 333.143 KW, svarende til cirka 333 MW.

Da der kun er blevet registreret forholdsvis få solcelleanlæg i de første dage af 2013, betyder det, at der er blevet registreret flere end 300 MW solcelleanlæg alene i 2012.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er mere end en tidobling i forhold til året før.

De fleste anlæg er små

Den offentliggjorte statistik inkluderer alle de solcelleanlæg, der er omfattet af enten den gamle nettomålerordning eller den nye solcelleordning.

Det vil sige de forholdsvis små anlæg på op til 6 kW samt de større anlæg, som for eksempel foreninger og virksomheder - herunder landbrug og gartnerier - har fået mulighed for at investere i efter lovændringen den 20. november.

Derudover er der altså også en del store solcelleanlæg, som for eksempel kommuner og andre store offentlige og private virksomheder har investeret i. De er ikke med i statistikken.

De forholdsvis små solcelleanlæg udgør dog langt den største del af alle solcelleanlæg i Danmark, oplyser Energinet.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Solcelle-slutspurt

Kigger man tilbage i Energinets statistik fra den 11. oktober, kan man konstatere, at der dengang "kun" var registreret anlæg til en samlet kapacitet af 156.697 kW, svarende til cirka 156,5 MW.

Danskerne har således registreret 176,5 MW solcelleanlæg på knap tre måneder mellem 11. oktober 2012 og 7. januar 2013. Forklaringen er formentlig, at rigtig mange danskere skyndte sig med at købe solcelleanlæg, inden den nye politiske solcelleaftale blev indgået den 19. november.

De fik så yderligere en måned til at sende en anmeldelse af anlægget og et halvt år mere til at tilslutte det.