Abonnementsartikel

Thisted-virksomheden Cimbria er nu ejet af kapitalfonden Silverfleet. Tidligere hed ejeren Axcel og før det EQT Opportunity.

De over 700 ansatte hos Cimbria, der fremstiller procesudstyr til håndtering og opbevaring af korn og såsæd, kommer umiddelbart ikke til at mærke, at virksomheden nu skifter ejer - igen.

Virksomheden med hovedsæde i Thisted er blevet solgt af den danske kapitalfond Axcel til den europæiske kapitalfond Silverfleet. Prisen er én milliard kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Omsætning og indtjening steget

Axcel overtog Cimbria efter en anden kapitalfond, EQT Opportunity, for halvandet år siden, og i den periode er omsætningen steget med 50 procent til over én milliard årligt, mens indtjeningen er godt og vel fordoblet. Derfor er Axcel nu klar til at sende Cimbria videre.

- Cimbria har under en dygtig ledelse udviklet sig bedre og nok noget hurtigere end forventet, og det gør det muligt for os at give stafetten videre til en ny ejer efter et kort, men intensivt ejerskab, siger Per Christensen, der er partner i Axcel og investerings-ansvarlig i forhold til Cimbria.

Forældet udstyr

Den nye ejer, Silverfleet, forudser, at Cimbria kan vokse globalt.

- Der er fortsat et stort behov for at udskifte forældet udstyr, og i takt med den globale befolkningsudvikling vil der fortsat være en underligende vækst i behovet for opbevaring af korn og såsæd. Det gør os sikre på, at vi kan rykke Cimbria videre til næste niveau, siger Gareth Whiley fra Silverfleet.

Cimbria blev stiftet i 1947 af familien Toftdahl Olesen, som solgte delvist til kapitalfonden EQT Opportunity i 2007.