Svineslagteriet Tican er i gang med arbejdet, der skal skaffe flere slagtesvin til anlægget i Thisted. Mens der stadig bliver puslet med nogle idéer, der blev nødvendige efter sidste måneds generalforsamling, hvor et andelshaver-flertal stemte nej til, at Tican selv kan producere slagtesvin, udbyder Tican fra den 14. januar mulighed for, at andelshavere kan opfede slagtesvin til en forudbestemt afregningspris.

Når kontrakten bliver indgået, ved andelshaveren, hvor store mængder og til hvilken pris, der bliver afregnet, når smågrisene er fedet op. Tican fastsætter prisen på den fremtidige afregning ud fra de tilgængelige prognoser, markedsfutures og Ticans egne forventninger til markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højere eller lavere

Direktør Ove Thejls gør i Tican Orientering opmærksom på, at fastpriskontrakten kan betyde både en højere og en lavere afregning end den notering, der er gældende, når svinene bliver leveret.

Den første faste pris på grise til fremtidig levering bliver offentliggjort på torsdag, og den efterfølgende mandag kan andelshaverne søge om kontrakter.

Fire forhold

Tican gør opmærksom på fire forhold, som leverandøren skal tage i betragtning før og under en produktion af fastpris-svin. Dels må kontrakten ikke overstige den forventede leverance, der skal minimum indgås kontrakter for 4000 kilo slagtet vægt, og der skal leveres de aftalte mængder svin i de uger, det er bestemt.

Leverandøren skal tage hensyn til den forventede dødelighed og tilvækst i besætningen, og hvis leveringen af et aftalt parti svin ikke sker inden for de to uger, der er aftalt i fastpriskontrakten, betales en straf på 1,50 kroner pr. kilo plus den difference i priserne, der måtte være mellem den planlagte og den faktiske leveringsdato.