Abonnementsartikel

En bestemt amerikansk vildgris har et protein, der gør den særligt velegnet til fedmeforskning.

Undskyld at vi begynder at skrive om fede grise lige her mellem jul og nytår, men forskning på grise kan komme mennesker til gode, og nu har forskerne fundet en særlig, amerikansk vildgris, som er velegnet til fedmeforskning.

Når en amerikansk vildgris fra øen Ossabaw bliver ekstremt fed, kan den nemlig få diabetes og hjertekarsygdomme ligesom overvægtige mennesker, skriver Videnskab.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Velegnet til fedmeforskning

Nu har den danske forsker Tina Rødgaard fundet ud af, at grisen tilmed har et særligt protein, som fede mennesker også har i blodet. Derfor er grisen velegnet til fedmeforskning.

- Ossabaw-grisen er en truet race, som kun lever på en lille amerikansk ø. Leveforholdene på øen minder om vores med kolde vintre og varme somre, siger Tina Rødgaard fra Veterinærinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet, som netop har forsvaret sin ph.d.

- Om sommeren fylder grisen sig med mad, som den tærer på om vinteren, ligesom vores forfædre gjorde i rigtig mange år. Derfor ligner dens genetiske udvikling menneskets, siger Tina Rødgaard til Videnskab.dk.

Protein-koncentration

I sin ph.d har Tina Rødgaard fundet ud af, at Ossabaw-grisen har et protein kaldet orosomucoid (ORM) i blodet. Koncentrationen af proteinet er særligt høj i fede grise, og det kan derfor være en markør for, om grisen er på vej til at få fedmerelaterede sygdomme.

Mennesker har det samme protein i blodet og koncentrationen stiger, når vi bliver overvægtige. Derfor er Ossabaw-grisen ekstremt velegnet som modeldyr for fedme. Blandt andet kan forskere bruge grisen til at undersøge, om man kan spore fedmerelaterede sygdomme ved at måle ORM-proteinkoncentrationen i blodet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kan bruge grisen til at forske mere i, hvad det er, der gør, at nogle fede får livsstilssygdomme, mens andre ikke gør, siger Tina Rødgaard.