Abonnementsartikel

Sidste år havde Naturmælk en skattepligtig indkomst på under 6000 kroner. Thiese Mejeri havde nul, mens Arla Foods betalte skat fra flere kasser.

Som man spørger får man svar. Eller måske skulle man hellere skrive: Som man taster får man svar.

Det kan nemlig kræve lidt tålmodighed og måske også yderligere research, hvis man skal finde ud af, hvor meget danske virksomheder betaler i skat. Onsdag den 19. december åbnede Skat for informationer om virksomheders skattepligtige indkomster og betalte selskabsskat for 2011, men da selskabs-konstruktioner ikke nødvendigvis er helt enkle, kan de nysgerrige få forskellige svar på deres indtastning, afhængig af, hvilke informationer, de taster ind i systemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Andels- og aktieselskaber

Eksempelvis havde Arla Foods A.m.b.a. en skattepligtig indkomst i 2011 på 273,7 millioner kroner og betalte godt 39 millioner kroner i skat. Men Arla Foods Holding A/S figurerer med to nuller i disse kolonner.

Danish Crown A.m.b.a. betalte knap 9,6 millioner kroner i skat i 2011 ud af en skattepligtig indkomst på knap 67 millioner kroner, mens Danish Crown A/S betalte godt 19 millioner kroner i skat ud af en indkomst på knap 77 millioner kroner.

Kverneland og Thiese i nul

Hvis man tager en hurtig rundtur i databasen og slår ned på enkelte virksomheder, så viser det sig eksempelvis, at Kverneland Group Holding ikke betalte selskabsskat i 2011 og havde en negativ indkomst på cirka tre millioner kroner. Thise Mejeri a.m.b.a. havde hverken skattepligtig indkomst eller betalte selskabsskat, mens det sønderjyske mejeri Naturmælk blot betalte 772 kroner i skat. Indkomsten var 5482 kroner.

Kurt Skare Holding A/S, som dækker over en række forskellige selskaber, betalte 431.000 kroner i skat sidste år ud af en skattepligtig indkomst på 1,7 millioner kroner.

Grunden til, at aktie- og anpartsselskaber, andelsselskaber samt fonde og foreninger nu får offentliggjort deres indbetalinger, skyldes, at Folketinget ønsker større åbenhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Politikere vil ændre det

Nogle politikere har dog været ude at sige, at loven bør laves om, og interesseorganisationen Dansk Industri har kritiseret loven og de oplysninger, man kan trække fra Skat, fordi DI mener, det ikke giver et fyldestgørende billede. Blandt andet er DI bekymret for, at danskerne ikke kan gennemskue, hvilke fradrag, virksomhederne har, som betyder en reduktion af skatteindbetalingerne.

Skats hjemmeside fik så stor opmærksomhed på førstedagen med det nye initiativ, at den havde svært ved at følge med.