Abonnementsartikel

Ole Jacobsen Maskinforretning A/S i Ølgod udvider nu også med Same. I forvejen forhandles Deutz-Fahr og Zetor.

Endnu en Deutz-Fahr forhandler forøger sit produktprogram med Same.

Denne gang er det Ole Jacobsen Maskinforretning A/S i Ølgod, der føjer Same til produktlisten. Maskinforretningen sælger i alt tre forskellige traktor-mærker, da Zetor også er på programmet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Man må tilpasse sig markedet. Nogle kunder bliver store og specialiserede, andre bevarer en blandet struktur, og nogle helt tredje køber en madkasse og får lønarbejde udenfor bedriften. Det er nogle meget forskellige kundegrupper, og når vi nu gerne vil handle med dem alle, skal vores produktsortiment være meget bredt, siger Johnny Jørgensen, der sælger de fleste traktorer hos Ole Jacobsens Maskinforretning.

Ekstra salg

Ole Jacobsen Maskinforretning forventer, at det samlede salg vil stige, når der kommer endnu et mærke i forretningen.

- Det er simpelthen forskellige kundegrupper, og derfor tror vi på, at salget af tre mærker samlet set bliver større end to, siger Johnny Jørgensen.

Traktor-forhandling siden 1985

Ole Jacobsen Maskinforretning er knap 40 år gammel og har solgt nye traktorer siden 1985, da Deutz-Fahr blev en del af sortimentet i virksomheden. Siden er der udvidet med Zetor og nu senest Same.