Om 18 år vil der være meget større forståelse, samarbejde og respekt mellem by og land. Folk, der bor i Odense på Fyn, vil have forståelse for, at dem, der bor i Oddense i Salling kan bidrage med noget, der er mindst lige så værdifuldt som det, storbyens befolkning fremstiller.

Det er en af mange konklusioner i den rapport, som Visionsgruppen for Landdistrikter har fremlagt for landet og byen i 2030.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Koblingen mellem land og by får stigende betydning. På landet er der luft og plads til ro, fordybelse og fællesskaber. I byerne er der puls, udsyn og masser af store oplevelser. Sådan har det altid været, og sådan vil det også være i 2030. Men modsat i dag vil man ikke længere tale om enten byen eller lan¬det. Man vil tale om landet og byerne som to sider af samme sag og som noget, der kan bidrage med vidt forskellige ting. Det vil give et Danmark, hvor der mellem by og land er respekt, samarbejde og udveksling af mennesker og produkter, skriver forfatterne i rapporten.

Landmandskone og tv-bonderøv

Visionsgruppen er nedsat af by-, bolig- og landdistriktminister Carsten Hansen (S), og den består blandt andet af godsejere, landmandskoner, en tv-bonderøv, en kommunaldirektør og en sanger.

De ni medlemmer af gruppen konstaterer, at de store landbrugs produktion vil blive ændret i en mere bæredygtig retning, og der bliver plads til flere mindre landbrug.

- Blandt småskalalandbrug vil der opstå en ny type netværk og virksomhedsstruktur, hvor mange mindre pro¬ducenter deler ansvar og udbytte og samarbejder med forbrugere og indkøbsforeninger om afsætning af fødevarerne. Forbrugerne vil have kendskab og ejerskab over produktionsprocessen. Dermed opstår der nye al¬liancer mellem land og by om afsætning af primært fødevarer. Der bliver skabt en returalliance mellem land og by, hvor landet leverer energi og fødevarer til byerne og retur får affald i form af værdifulde kulstoffer og kompost samt materialer, der kan genanvendes i produktionen, skriver visionsgruppens medlemmer blandt andet i rapporten.